Udland

Nordkorea bekræfter testaffyring af langtrækkende missiler

Sydkoreansk militær observerede lørdag testaffyringer af flere missiler nær den nordkoreanske by Wonsan.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, var selv til stede, da landets militær lørdag testede en række langtrækkende missiler og taktiske præcisionsvåben.

Det skriver det statslige nyhedsbureau KCNA og bekræfter dermed meldinger fra Sydkorea om flere missilaffyringer over Det Japanske Hav.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Lørdag kunne det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap melde, at sydkoreansk militær havde observeret testaffyringer nær byen Wonsan. Missilerne fløj angiveligt op til 200 kilometer ud over havet.

Det kunne ikke siges med sikkerhed, hvor mange missiler der var tale om.

Tilfreds Kim

KCNA beretter, at formålet med testaffyringerne var at inspicere evnen og nøjagtigheden af landets langdistancemissiler.

Kim Jong-un var ifølge det statslige nyhedsbureau "tilfreds" med affyringerne. Det var en test af militærets evne til at forsvare landets politiske suverænitet og økonomiske selvstændighed, lyder det.

Ifølge Yonhap udtrykte den sydkoreanske bekymring over testaffyringerne. Sydkorea anser dem for et brud på den bilaterale aftale mellem de to lande om at indstille fjendtligheder.

Missilaffyringerne lørdag var ifølge nyhedsbureauet Reuters de første, siden Nordkorea i november 2017 affyrede et ballistisk missil, hvis rækkevidde kunne nå helt til den amerikanske vestkyst.

Satellitfotos viste tegn på aktivitet

Missiltestene kom på et tidspunkt, hvor forhandlingerne mellem Nordkorea og USA om en atomafrustning tilsyneladende befinder sig i et dødvande. Det seneste topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Kim Jong-un blev tidligere i år afsluttet uden en aftale.

Siden har der været meldinger om, at landet har genoptaget aktiviteten på flere af sine missilanlæg. Ud fra satellitbilleder vurderede eksperter, at en ny testaffrying kunne være på vej.

I slutningen af april skrev KCNA, at Kim Jong-un havde overværet en prøveaffyring af et nyt våben.

Det var ifølge tænketanken Center for the National Interest i USA et tegn på, at Nordkorea er træt af manglende fleksibilitet fra USA i forhold til lempelse af sanktioner.