Udland

Nordkorea har affyret missiler mod Det Japanske Hav

Natten til lørdag har Nordkorea affyret flere kortdistancemissiler, skriver sydkoreansk nyhedsbureau.

Nordkorea har natten til lørdag dansk tid affyret flere kortdistancemissiler. Det skriver både sydkoreanske og internationale medier.

Militæret i Sydkorea oplyser, at missilerne er blevet affyret fra byen Wonsan på Nordkoreas østkyst. Det er sket mellem klokken 9.06 og 9.27 lørdag morgen lokal tid.

Missilerne er blevet affyret i retning mod Det Japanske Hav, som Wonson ligger ud mod, og skal være nået mellem 70 og 200 kilometer ud over havet, ifølge en stabschef i det sydkoreanske militær.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, har myndighederne i Nordkorea endnu ikke kommenteret meldingen om missilaffyringen, men ifølge det nordkoreanske statsmedie KCNA overværede landets leder, Kim Jong-un, selv lørdagens affyring.

Sydkorea og USA vil "analysere detaljerne" i forbindelse med affyringerne, lyder fra Det Hvide Hus.

- Vi er opmærksomme på Nordkoreas handlinger i aften. Vi vil fortsætte med at overvåge situationen som nødvendigt, siger Det Hvide Hus' talskvinde, Sarah Sanders, ifølge BBC.

Missilaffyringerne er ifølge Reuters de første, siden Nordkorea i november 2017 affyrede et ballistisk missil med lang rækkevidde (ICBM), som er blevet anset som en trussel mod USA.

Efterfølgende har Nordkoreas leder, Kim Jong-un, erklæret, at han ikke længere vil afprøve atomvåben eller ICBM'er. Alligevel har Nordkorea siden testet andre missiler ifølge Reuters.

Dødvande i forhandlinger

Lørdagens missilaffyringer kommer ifølge nyhedsbureauet AP på et tidspunkt, hvor forhandlingerne mellem Nordkorea og USA om en atomafrustning befinder sig i et dødvande. Det seneste topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Kim Jong-un blev tidligere i år afsluttet uden en aftale.

I slutningen af april skrev KCNA, at Kim Jong-un havde overværet en prøveaffyring af et nyt våben.

Der skulle være tale om en "ny type taktisk, fjernstyret våben", som også skulle være med kort rækkevidde.

Det var ifølge tænketanken Center for the National Interest i USA et tegn på, at Nordkorea er træt af manglende fleksibilitet fra USA i forhold til lempelse af sanktioner.

Tidligere i år har satellitbilleder ifølge eksperter også vist tegn på fornyet aktivitet ved flere af Nordkoreas missilanlæg.