København kan redde tusindvis af liv ved at forbyde benzin- og dieselbiler
Mange byer i Europa har allerede taget initiativet, og Danmark burde følge trop, mener forsker.
Bystyret i Amsterdam vil forbyde alle benzin- og dieselbiler fra 2030, så der kun må køre elektriske biler indenfor bygrænsen.
Dermed følger den hollandske hovedstad i strømmen af andre europæiske metropoler, som i disse år forsøger at reducere luftforureningen ved at sætte ind over for den trafik, der drives af fossile brændstoffer.
Ifølge Ole Hertel, professor ved Institut for Miljøvidenskab, kan man redde tusindvis af menneskeliv på den måde.
- Der vurderes til at være et sted mellem 3-4000 dødsfald hvert eneste år, der kan tilskrives forurening. Og heraf skyldes biltrafik en tredjedel, siger Ole Hertel til TV 2.
Taxaer skal være elektriske
Hverken København eller Amsterdam er blandt de mest forurenede byer i Europa. Men der er alligevel grund til at sætte ind med tiltag for at få sod- og røgpartikelmassen reduceret betydeligt, mener professoren.
- Selv ved moderat forurening er der en gevinst at hente, så det giver i høj grad mening, fastslår Ole Hertel.
Allerede næste år bliver dieselbiler, der er mere end 15 år gamle, forbudt indenfor den store ringvej, der omkranser Amsterdam.
Bystyret har taget det første skridt mod at alle byens taxaer skal være elektriske, og der er planer om at sløjfe 10.000 parkeringspladser i byen.
Offentlige busser, der kører på benzin eller diesel, vil blive forbudt i 2022, og i 2025 vil forbuddet blive udvidet til knallerter og motorbåde på byens mange kanaler.
Samtidig skal der satses på at gøre det mere attraktivt at køre i elektriske og hydrogen-drevne biler ved at gøre antallet af ladestationer til elbiler mange gange større i de kommende år – fra de nuværende 3.000 til mellem 16.000 og 23.000 ladestationer.
CO2-neutralt København i 2025
Herhjemme har regeringen valgt en mindre ambitiøs tidsplan. I oktober sidste år fremlagde regeringen en plan om at lukke for salget af benzin- og dieselbiler i 2030 og for hybridbiler i 2035.
Det betyder vel at mærke ikke, at det er slut med benzin- og dieselbiler i 2030, idet biler indkøbt så sent som 2029 kan køre på de danske veje, indtil de kasseres.
København, der har en ambition om at blive CO2-neutral allerede fra 2025, har luftet tanker om at forbyde benzin- og dieselbiler i dele af byen. Men fra Christiansborg har bystyret med overborgmester Frank Jensen (S) tydeligt fået at vide, at det ikke er noget, byen kan beslutte på egen hånd.
Alligevel er der masser af incitament i at gøre det, mener Ole Hertel. Ikke bare på grund af luftforurening og helbredsrisici hos københavnerne.
- Generelt bør man have fokus på at udfase fossile brændstoffer. Der er også en gevinst i forhold til klimakampen, siger han.
Vil man have en idé om, hvor luftforureningen er mest koncentreret i især hovedstadsområdet, kan man se et kort udfærdiget af Institut for Miljøvidenskab her.
Mange byer eksperimenterer
Det hollandske initiativ er kun et af mange forsøg verden over på at gøre luften renere i de store byer.
I Spaniens hovedstad, Madrid, har man forbudt benzinbiler, der er fra før 2000, og dieselbiler fra før 2006.
I Italiens hovedstad, Rom, vil man forbyde dieselbiler i byen fra 2024. Og byer som Paris, Mexico City og Athen har lignende planer.
I en række tyske byer som Hamborg, Stuttgart og Berlin har man indført forbud mod forskellige typer af ældre dieselbiler.
I miljøgruppen Noah Trafik, der i mange år har kæmpet mod privatbilismens gener i Danmark, hilser man beslutningen fra Amsterdam velkommen – men med et forbehold:
- Det er en strålende beslutning, bystyret i Amsterdam har taget. Men det gør kun noget ved en del af problemet, nemlig problemet med luftforurening. Ideelt set skal man satse på en løsning, der også gør det mindre attraktivt at køre til byen i egen bil, siger Ivan Lund Pedersen fra Noah Trafik til TV 2.
Sammenlignet med andre europæiske storbyer hører København dog til i den bedre ende, når det kommer til forurening. Værst - eller mest forurenet - er byer som Moskva, London, Paris og Rom.
Faktisk blev København kåret som den mest sikre og rene europæiske hovedstad at færdes i i en undersøgelse fra det tyske Wuppertal Institut.
En placering, København gjorde sig fortjent til, dels fordi den er verdenskendt som en cykelby, dels fordi den har en relativt fin infrastruktur med kollektiv trafik.