Udland

Italiensk minister snydt til at posere med to kyssende kvinder

Kvinderne ville gerne gøre op med det had, de mener, ministeren spreder.

Italien har i mange år været været bagefter andre vestlige lande, når det kommer til homoseksuelles rettigheder. Noget, som den italienske indenrigsminister Matteo Salvini og hans parti, Lega, har været med til at opretholde.

Det fik to unge kvinder til at ty til en lidt anerleders metode for at sende ham et klart signal, da de for nylig var mødt op til en demonstration, hvor politikeren var taler. Det skriver CNN.

Han stillede efterfølgende op til et billede med kvinderne, men i stedet for at smile til kameraet drejede de hovedet og kyssede.

Kysset faldt ikke i god jord, og de blev øjeblikkeligt skilt ad.

Vil protestere mod uretfærdighed

På det tidspunkt var den konservative politiker dog blevet foreviget ved siden af det kyssende par. De to kvinder hedder Gaia Parisi og Matilde Rizzo og er 19 år. De har efterfølgende fortalt CNN, at de blot er venner, men at det handlede om at sende en besked.

- En besked med kærlighed og tolerance mod det hadfyldte sprog og den attitude, politikere som Matteo Salvini udbreder, siger Gaia Parisi til CNN.

- Men det er også en opfordring til ikke at give op og fortsætte med at protestere mod diskrimination og uretfærdighed, fordi selv noget så simpelt og naturligt som et kys kan være med til at åbne debatten.

Episoden sker i kølvandet af, at partilederen for nylig har vist sin støtte til et anti-LGBT og anti-abort event afholdt af foreningen World Congress of Families. Gruppens mission er ifølge CNN at "forsvare den naturlige familie".

Bliver mødt som en rockstjerne

I Danmark fik homoseksuelle mulighed for at indgå ægteskab i 2012. Og i 2016 tillod Italien som det sidste land i Vesteuropa registrerede partnerskaber mellem to personer af samme køn. De var især tøvende i Matteo Salvinis parti, Lega.

TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, beskriver ham da også som en traditionalist, der går ind for fædreland og en klassisk familie.

- Når han siger, at en familie skal bestå af far mor og børn, så lægger han afstand til alternativer. Men han har stor støtte til sine holdninger, og han er den helt stærke mand i Italien - fører sig frem og besøger mange byer hver dag, hvor han bliver mødt som en rockstjerne, siger hun.

Det har ifølge korrespondenten gjort mange bekymrede for, hvor meget han trænger igennem med sit syn på familiekonstellationer - især i LGBT-miljøet.

- Pigerne kyssede netop ved siden af ham for at vise, at de er nogle, der ikke indgår i den gamle traditionelle mentalitet, han står for. Det skabte debat, siger Eva Ravnbøl.

Må ikke adoptere

Homoseksuelle har de samme juridiske rettigheder som i Danmark, når det kommer til at gifte sig. Men de har ikke tilladelse til at adoptere.

Korrespondenten understreger dog, at der ikke er en gennemgående modstand mod LGBT-miljøet i den italienske befolkning, men at der er stor forskel på land og by - ligesom i Danmark.

- Der er masser af steder i Italien, hvor det er fuldt ud accepteret. Især i den unge generation, siger hun.

Billedet er efterfølgende blevet delt tusindvis af gange. Og også Matteo Silvini har postet det på sin profil med ordene:

- De bedste ønsker, fred og alt godt, søstre.

En taktik, han ofte benytter, når der er nogen, der er uenige med ham, fordi han synes, det er synd for dem, lyder det fra Eva Ravnbøl.