Udland

Dødstallet efter moské-angreb i Christchurch stiger

Endnu en mand er død efter terrorangrebet i Christchurch. Tessa Burrows / Ritzau Scanpix

En tyrkisk mand, der har været indlagt siden moské-angrebet i New Zealand, er torsdag død af sine kvæstelser.

Moské-angrebet i Christchurch har krævet endnu et dødsoffer.

En tyrkisk mand, der blev såret under angrebet i New Zealand 15. marts, er død torsdag. Dermed stiger det samlede dødstal efter angrebet til 51 personer.

Det oplyser de newzealandske og tyrkiske myndigheder.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, siger natten til fredag dansk tid, at nyheden om det seneste dødsoffer er blevet modtaget med sorg i hele landet.

- Denne mand har været i intensiv behandling siden angrebet. Vi har alle håbet på det bedste, men han er nu død af de skader, han fik under skyderiet i al-Noor moskéen, siger hun i en meddelelse.

Torsdag skrev den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, på Twitter:

- Desværre har vi mistet statsborger Zekeriya Tuyan, som blev såret i det forræderiske terrorangreb i Christchurch, New Zealand.

Anstrengt forhold

Relationen mellem Tyrkiet og New Zealand har været anstrengt siden angrebet.

Det skyldes, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til et vælgermøde har vist klip fra den video af angrebet, som gerningsmanden optog og sendte direkte på blandt andet Facebook.

I New Zealand er det strafbart at dele den 17 minutter lange video, hvilket kan give op til 14 års fængsel.

Ifølge Tyrkiets statsejede nyhedsbureau Anadolu var manden, der torsdag er død af sine kvæstelser, far til to.

Manden skal blandt andet være blevet ramt af skud i benet og skal have mistet livet, efter at have gennemgået en operation.

Offeret var 46 år og en af de tre tyrkiske statsborgere, der blev såret under angrebet.

Han er ifølge premierminister Ardern det andet offer, der har mistet livet på hospitalet som følge af skader fra angrebet.

Ud af de øvrige 49 sårede personer, hvoraf der både er mænd, kvinder og børn, er ni personer fortsat indlagt. De er alle i stabil tilstand.

Den 28-årige australier, der er mistænkt for at stå bag angrebet, er blevet sigtet for 50 tilfælde af drab og 39 tilfælde af drabsforsøg. Disse sigtelser kan dog ændre sig, så de afspejler det seneste dødstal.

Den mistænkte gerningsmand skal næste gang i retten den 14. juni.