Udland

Mæslinger sender 300 passagerer på krydstogtskib i karantæne

"Freewinds" ejes af Scientology-kirken og havde op mod 300 passagerer og ansatte om bord, da det røg i karantæne på grund af mæslinger.

En ansat på et krydstogtskib, der er testet positiv for mæslinger, kan have smittet flere personer om bord.

Op mod 300 passagerer og ansatte på et krydstogtskib i St. Lucia i Det Caribiske Hav er i karantæne på grund af et tilfælde af mæslinger på skibet.

Det betyder, at de ikke må forlade skibet.

Det oplyser sundhedsmyndighederne i St. Lucia ifølge flere medier.

Smittet ansat i isolation

Ifølge NBC News og CNBC er det en kvindelig ansat på "Freewinds", der er testet positiv for den smitsomme sygdom.

Hun er i øjeblikket i isolation, og hendes tilstand er stabil, oplyser en læge om bord på skibet.

Sundhedsmyndighederne i St. Lucia arbejder tæt sammen med den panamerikanske sundhedsorganisation (Paho) og The Caribbean Public Health Agency, Carpha.

Det oplyser Merlene Frederics-James, der er øens sundhedschef.

- Mæslinger er en yderst smitsom sygdom. Enhver, som ikke er vaccineret mod sygdommen, kan blive smittet. Det er derfor sandsynligt, at der er flere om bord på skibet, som er blevet smittet, siger Frederics-James.

De godt 300 personer om bord har været i karantæne siden mandag, men myndighederne har først bekræftet meldingerne om mæslinger nu.

Efter planen skal skibet forlade St. Lucia torsdag klokken 12 lokal tid.

"Freewinds" ejes af Scientology-kirken, fremgår det af kirkens hjemmeside.

Millioner af børn er ikke vaccineret

Flere lande melder om usædvanligt mange tilfælde af den smitsomme sygdom, som der findes effektive vacciner mod.

Heriblandt USA, der er ramt af det værste udbrud af mæslinger i næsten 20 år.

Ifølge FN's børneorganisation, Unicef, er kimen til den "alarmerende" tendens lagt år tilbage. Problemet er, at millioner af børn ikke er vaccineret.

I 2017 døde omkring 110.000 mennesker af mæslinger. Hovedparten af dem børn. Det svarede til en stigning på 22 procent i forhold til 2016, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de industrialiserede nationer topper USA Unicefs liste over lande, hvor flest børn ikke er vaccineret.

Fra 2010 til 2017 drejede det sig om over 2,5 millioner amerikanske børn.