Udland

Sri Lanka forbyder burka efter terrorangreb

Muslimske kvinder i Sri Lanka, der går med en pige på gaden i byen Kattankudy. Lakruwan Wanniarachchi / Ritzau Scanpix

Den srilankanske regering strammer også lovgivningen i forhold til islamistiske ekstremister.

Mandag er det blevet bandlyst at gå med beklædningsgenstanden burka i Sri Lanka, da den ifølge landets præsident er "en sikkerhedsrisiko og afmærkning af fundamentalismen”.

Det skriver amerikanske CNN.

Sri Lanka er stadig i beredskab, efter at landet 21. april blev ramt af i alt otte terrorangreb, der dræbte 253 mennesker og sårede mindst 500 i kirker og på hoteller.

- Præsidenten Maithripala Sirisen tog denne beslutning for yderligere at støtte den igangværende sikkerhed og hjælpe væbnede styrker til nemt at kunne identificere gerningsmændene, lyder det i en pressemeddelelse fra præsidentens kontor.

Allerede fem dage efter angrebene havde et hotel sat et skilt op om forbud mod ansigtsbeklædning, skriver CNN.

Men nu har præsidenten valgt at lade samme forbud gælde i hele landet.

Lokal gruppe formodes at stå bag angrebene

Politiet formoder, at det er en lokal ekstremistisk gruppe kaldet National Tawheed Jama'ut, der står bag bombardementerne i påskedagene. Imens har Islamisk Stat påtaget sig ansvaret for handlingen.

En burka er en beklædningsgenstand, der dækker hele kroppen og har en maske over øjnene.

De to islamistiske grupper er nu blevet forbudt i landet. Det er dog stadig uvist, om der er en forbindelse mellem de to parter.

Fredag udførte specialstyrker en række ransagninger i den østlige del af landet. Her blev der fundet IS-flag og eksplosiver, og politiet kom i ildkamp.

Ildkampen opstod under en ransagning tæt på Sammanthurai, der ligger på den modsatte kyst af landets hovedstad Colombo.

Politiet meddeler samtidig, at man under fredagens operationer mod islamisterne har dræbt tre familiemedlemmer til den formodede bagmand for terrorangrebene, Zahran Hashim.

Det drejer sig ifølge BBC om Hashims far og to brødre.

Strammer lovgivningen

Tre kirker og tre hoteller blev angrebet påskedag, hvor mindst 40 udlændinge mistede livet.

Heriblandt tre danske børn af Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen.

Den srilankanske regering strammer derfor lovgivningen i forhold til islamistiske ekstremister. Det betyder blandt andet, at folk, der ulovligt underviser i religion, risikerer at blive udvist af landet.

- Der er adskillige udlændinge i vores land, der underviser uden arbejdsvisum. Vi vil udvise dem fra landet, sagde premierminister Ranil Wickremesinghe torsdag.

Ranil Wickremesinghe kom ikke ind på, hvor mange religiøse forkyndere der opholder sig i landet uden visum.

I weekenden har regeringen i Sri Lanka arbejdet under love, der udelukkende kan bruges under undtagelsestilstand.

Angrebet på hoteller og kirker påskedag er et af de blodigste globalt set siden 2001.