Udland

Den falske prinsesse af New York er blevet dømt

Anna Delvey i retten 
 11. april. Ifølge hendes stylist er stilen 'mystisk chic' med briller og matchende halskæde - og håndjern. Timothy A. Clary / Ritzau Scanpix

I årevis imponerede Anna Delvey New Yorks jetset med sine penge, planer og store armbevægelser. Nu er det slut, og hun sidder bag tremmer.

Det var aldrig nogen helt almindelig retssag i retsbygningen i New York.

Den tiltalte var en ung, rødhåret kvinde med en ubestemmelig europæisk accent, der var anklaget for flere tilfælde af groft bedrageri.

I årevis havde Anna Delvey forblændet New Yorks smarte og rige jetset med sine højtflyvende planer og hæmningsløse pengeforbrug.

Nu var festen forbi og forude venter en lang fængselsdom. Men det var ikke Anna Delveys natur at lægge sig fladt ned.

Hun havde hyret en stylist til at give sig det rette look i retten. Smarte solbriller og matchende halskæder og nyt modetøj til hvert retsmøde fra designmærker som Saint Laurent og Victoria Beckham.

Stylisten, Anastasia Walker, har overfor det indflydelsesrige modeblad Elle beskrevet den stil, som de fandt frem til, som ’mystisk chic’.

En særlig Instagram-konto, der dokumenterede hendes tøjvalg fra dag til dag, fik flere tusinde følgere. Og en dag måtte dommeren skride ind, fordi dagens retsmøde blev forsinket på grund af ’et tøjproblem’.

- Det er uacceptabelt og upassende. Det her er ikke et modeshow, formanede den vrede dommer, Diane Kiesel, ifølge flere medier, der fulgte retssagen.

Anna Delvey i retten. I denne uge blev hun kendt skyldig i groft bedrageri. Nu venter strafudmålingen i starten af maj.

Men også dette kapitel i historien om Anna Delvey er ved at nå til vejs ende. Hun har nægtet sig skyldig, har afvist at udtale sig i retten og afvist at indgå en aftale om en mildere straf til gengæld for frivilligt at flytte hjem til sin familie i Tyskland.

I stedet lod hun sagen gå sin gang, og torsdag blev hun kendt skyldig i flere tilfælde af tyveri og groft bedrageri.

Nu sidder hun i det berygtede fængsel Rikers Island og venter på sin straf, der kan gå op til 15 års fængsel. Hvor lang hendes straf ender med at blive, afgøres på et retsmøde 9. maj, skriver britiske BBC i en gennemgang af sagen.

Dollar-sedler

Anna Delvey gjorde sin entre på New Yorks jetset-scene med maner.

Hun flyttede ind på det smarte luksushotel ’11 Howard’, hvor alle fra chauffører til kuffertslæbere fik 100 dollarsedler i drikkepenge. Det varede ikke længe, før hotellets personale konkurrerede om at betjene hende eller hjælpe hende med at bære indkøbsposerne fra de dyre modeforretninger.

Alle vidste, at der ventede en 100 dollar-seddel for ulejligheden.

Neff David, der arbejde som portier på ’11 Howard’ og efterhånden blev Anna Delveys gå-i-byen veninde, har til New York Magazine fortalt en historie om pengenes ubønhørlige magt.

En dag havde hun havde travlt i hotellets reception, da Anna Delvey var kommet ind i hotellets forhal.

- Der stod måske otte mennesker i kø, erindrer Neff David.

Men det var ikke Anna Delveys natur at stille sig bagerst i køen. I stedet placerede hun sig ved receptionsdisken, ved siden af køen, og begyndte at stable pengesedler i en bunke.

Pengeseddel efter pengeseddel, indtil til Neff David ikke længere kunne modstå fristelsen og forlod køen for at betjene kvinden, som hun efterhånden var begyndt at betragte som en veninde. Men ikke så meget veninde, at hun undlod at tage stakken af pengesedler.

- Det var måske lidt selvisk af mig. Men… ja, som hun siger til New York Magazine.

Et nyt kunstcenter

Anna Delvey holdt sig ikke på sit luksushotel. Hun købte modetøj for tusindvis af dollars og begyndte at vise sig på New Yorks smarteste in-steder, hvor hun smed om sig med penge og blev introduceret til storbyens rige og kendte, semi-rige og semi-kendte og folk, der bare hang ud med de rige og kendte.

Hun fortalte alle om sin mission: At skabe et kunstcenter for samtidskunst på en prominent New York-adresse. Hun namedroppede kendte kunstnernavne som Damien Hirst og Jeff Koons, fortæller folk i hendes omgangskreds til New York Magazine. Hun antydede også, at hun havde aftalt med konceptkunstneren Cristo, at han – som det er hans varemærke – ville pakke hele kunstcenteret ind i stof til den store åbningsdag.

Efterhånden fik hun skabt sig en kreds af imponerede hang-arounds. En ejendomsmægler, en advokat, en kunsthandler og en personlig mentaltræner, der hjalp hende i forventning om at blive storsindet betalt senere.

Og pengene?

Anna Delvey fortalte selv, at hun var ud af en megarig tysk familie. Og at hun havde millioner af dollars stående i en trust fund, som hun fik adgang til, når hun fyldte 25. Indtil da brugte hun af familiens millioner, som der tilsyneladende ikke var nogen ende på.

Faderen var megarig

Hvor pengene kom fra var lidt svævende. Men de kom fra faderens formue. Nogle i New York mente at vide, at faderen havde tjent en formue i oliebranchen. Andre mente, at han var diplomat. Og andre igen havde hørt, at han var en berømt antikvitetshandler.

Det eneste problem var, at hun midlertidigt blev nødt til at låne penge til 'Anna Delvey Foundation' der skulle stå for kunstcentret. Bare indtil hun kunne få adgang til millionerne i sin trust fund.

Anna Delvey i retten

Hun behøvede 22 millioner her og nu, forklarede hun donorer, kunst-mæcener og banker.

Bankfolk og industrimillionærerne var nu ikke helt så lette at imponere som kredsen af jet-set venner. De krævede dokumentation og bekræftelser fra tyske og schweiziske banker og lod sig ikke overbevise af luftige garantier fra Anna Delveys advokater.

Så millionerne kom aldrig til udbetaling, men det lykkedes dog Anna Delvey at få et lille plaster på såret: Et bevilliget overtræk på 100.000 dollars fra en af bankerne til ’Anna Delvey Foundation’ købte hende lidt mere tid.

Manglede kreditkort

Imens begyndte de første sprækker at vise sig i Anna Delveys historie. Hotellet ’11 Howard’ undrede sig over, at de aldrig havde fået deponeret hendes kreditkort, sådan som det er kutyme for gæster, der bor på hotellet i længere tid, fortæller den nu tidligere portier på hotellet Neff Davis i New York Magazine.

Nu var gælden nået op på 30.000 dollars, og hotellet ville gerne have betaling.

Anna Delvey beklagede meget, at en pengeoverførsel tilsyneladende var blevet forsinket.

I første omgang forsøgte hun at redde den gode stemning ved at sende en hel kasse årgangschampagne (Ifølge New York Magazine var det Dom Pérignon fra 1975) til fordeling blandt hotellets personale.

Men hotellets ledelse var ubønhørlig.

De ville se kontanter.

Anna Delvey klarede skærene ved at bruge af ’Anna Delvey Foundations’ 100.000 dollars. Men hotelregningen blev ved med at vokse, og en dag havde hotelledelsen fået nok. De skiftede låsen til hendes hotelværelse og deponerede hendes bagage.

Overskriften i tabloidavisen New York PostWannabe socialite busted for skipping out on pricey hotel bills’ i juli 2017 var den første offentlige antydning af problemer med Anna Delveys finanser.

Anna Delvey bøjede dog ikke nakken.

Ifølge New York Magazine lejede hun en state-of-the-art luksusbil (en sølvfarvet Tesla) og rullede fornemt op foran ’11 Howard’, da hun skulle hente sin deponerede bagage.

En tur til Marokko

Næste antydning af problemer kom i april året efter, da fotografen Rachel Williams fra magasinet Vanity Fair skrev en personlig artikel om sine oplevelser med Anna Delvey.

Fotografen havde tilhørt kliken omkring Anna Delvey et stykke tid, da hun blev inviteret med på en luksusrejse til Marokko.

Med på turen var også Anna Delveys personlige træner og en fotograf, der skulle dokumentere rejsen til brug i en planlagt film om hele skabelsen af kunstcentret.

De fire boede på luksushotel med egen butler og store armbevægelser, indtil regningen på 62.000 dollars skulle betales.

Af uforklarlige grunde virkede Anna Delveys kreditkort ikke i Marokko, så det endte med at Rachel Williams måtte betale. Rent midlertidigt, indtil Anna Delvey kunne betale hende tilbage.

Men det skete aldrig.

For Rachel Williams var det et kæmpebeløb – mere end en årsløn – og hun græd, da hun her i år blev ført som vidne i sagen mod Anna Delvey, skriver BBC.

- Jeg ville ønske, jeg aldrig havde mødt Anna, snøftede hun i retten.

Korthuset vakler

Efterhånden begyndte Anna Delveys korthus at falde sammen.

Hun blev smidt ud af det ene luksushotel efter det andet, og illusionen om hendes kunstcenter begyndte at falme. Det berømte svenske fotomuseum ’Fotografiska’ offentliggjorde, at man havde lejet den bygning, som Anna Delveys påstod skulle rumme hendes kunstcenter.

I første omgang afviste hun det som ’fake news’. Men realiteten er, at ’Fotografiska’ ligger der den dag i dag, mens Anna Delveys kunstcenter forblev en illusion.

Og hendes personlige nedtur gik fra luksushotellerne via en lånt sofa hos den personlige træner til en fængselscelle.

Ingen millioner

Efterhånden blev det afsløret, at hun ikke var millionærdatter fra Tyskland.

Faktisk hedder hun slet ikke Anna Delvey. Hun hedder Anna Sorokin.

Hendes far er ikke millionær. Han er en tidligere lastbilchauffør, der nu ernærer sig ved at opsætte varmeapparater og airconditionanlæg.

Og hun er ikke tysk. Hun er russisk og flyttede først til Tyskland som 16-årig (det er årsagen til hendes ubestemmelige accent og en kendsgerning, der undervejs har undret hendes bekendte: At hun faktisk talte meget dårligt tysk).

Ny popularitet

Ironisk nok var det hendes nedtur og fængsling, der for alvor gjorde hende ikke bare kendt, men også en slags populær i New York.

Netflix har købt rettighederne til hendes livshistorie, mens konkurrenterne fra HBO har købt rettighederne til den tidligere veninde Rachel Williams historie.

Williams har ovenikøbet sikret sig en bogkontrakt, så hun kan fortælle om sine oplevelser i detaljer.

Og på gaden i New York kunne man allerede sidste år købe T-shirts med slagord som ’Free Anna Delvey’, ’Fake German Heiress’ (’Falsk tysk arving’) og ’My Other Shirt will wire You 30.000 dollars’ (’Min anden skjorte vil sende dig de 30.000 dollars’).

Det kendte modemagasin Marie Claire opsummerer den aktuelle stemning i en artikel om Anna Delveys hærgen i New Yorks jetset miljø således:

- Der var ikke nogen, der døde på grund af hendes handlinger. Hun fik bare rige mennesker til at fremstå som idioter.