Terror i Sri Lanka

Sri Lanka opjusterer endnu en gang dødstallet efter angreb

Dødstallet fra søndagens bombeangreb er nu oppe på 359. Samtidig er det samlede antal anholdte oppe på 58.

Dødstallet efter søndagens bombeangreb i Sri Lanka er steget til 359. Det oplyser polititalsmand Ruwan Gunasekara onsdag morgen. Polititalsmanden oplyser videre, at 18 mistænkte er blevet anholdt i løbet af natten. Det bringer det samlede antal anholdte op på 58.

Tirsdag advarede Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, om, at adskillige mistænkte bevæbnede med sprængstoffer fortsat var på fri fod.

Samtidig fortalte den srilankanske viceforsvarsminister, at søndagens angreb var "gengæld" for et angreb mod to moskéer i Christchurch i New Zealand den 15. marts.

- Den foreløbige efterforskning af bombeangrebene viser, at det, der skete i Sri Lanka søndag, var gengæld for angreb mod muslimer i Christchurch, sagde viceforsvarsminister Ruwan Wijewardene ifølge nyhedsbureauet AFP.

ISIS tager ansvar

Ifølge viceforsvarsministeren er det de to lokale islamistiske organisationer - deriblandt National Thawheed Jama'ut (NTJ) - der står bag bombeangrebene.

Tirsdag tog den militante gruppe Islamisk Stat (IS) skylden for angrebene. IS offentliggjorde samtidig et billede af otte mænd, der ifølge den militante islamistiske gruppe står bag angrebene.

Der blev dog ikke fremlagt nogen beviser for påstandene, og billedets ægthed er ikke bekræftet. Samme dag fortalte Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, på et pressemøde, at Islamisk Stat kan have spillet en rolle i angrebene påskesøndag.

- Vi vil følge op på IS' påstande. Vi mener, at der kan være en forbindelse, sagde han.

Alle de 58 personer, der er blevet anholdt, er srilankanske statsborgere. Men ifølge Wickremesinghe havde nogle af de anholdte været på rejse i udlandet og var vendt tilbage til Sri Lanka.

TV 2s udsendte i Sri Lanka, Rasmus Tantholdt, vurderer, at det godt kunne pege i retning af, at Islamisk Stat kan have stået bag træningen af gerningsmændene.

- Der har også været talrige eksempler på srilankanske muslimer, som er taget til Syrien og Irak og har kæmpet for Islamisk Stat og så er vendt hjem, siger han.

Virkede usikker

Sri Lankas regering har fået kritik, fordi landets sikkerhedstjeneste allerede ti dage inden angrebet modtog flere advarsler om det uden at gribe til handling.

Den kritik tog landets premierminister også til sig på pressemødet i dag:

- Der skal ske visse omstruktureringer. Det skal vi have taget hånd om, lød det, da journalister gentagende gange spurgte kritisk ind til regeringens håndtering af sagen.

Udmeldingen er udtryk for, at der er kaos i den srilankanske regering, siger Rasmus Tantholdt.

- Man får det indtryk, at der ikke er helt styr på det her. Vi har allerede set, at der tilsyneladende havde været advaret meget klart og tydeligt om, at der kunne finde et angreb sted. Men muligvis på grund af en konflikt mellem premierministeren og præsidenten nåede de her informationer aldrig frem til mennesker, der skulle forhindre at det skete, forklarer han.