Terror i Sri Lanka

Terror i Sri Lanka var hævn for Christchurch, viser efterforskning

Myndighederne i Sri Lanka udpeger to lokale islamistiske grupper som formodede gerningsmænd.

To dage efter voldsomme bombeangreb rystede Sri Lanka, kommer myndighederne i landet nu med en foreløbig teori om, hvad der var motivet for angrebet.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

- Den foreløbige efterforskning af bombeanslagene viser, at det, der skete i Sri Lanka søndag, var gengæld for angreb mod muslimer i Christchurch, siger landets viceforsvarsminister Ruwan Wijewardene i parlamentet i Colombo.

Ved terrorangrebet i Christchurch, New Zealand, 15. marts i år åbnede en mand ild mod bedende muslimer i to moskéer. 50 mennesker blev skudt og dræbt, inden politiet fik overmandet den mistænkte gerningsmand, en 28-årig australier med yderliggående synspunkter.

Han er sigtet for drab på 50 personer og forsøg på drab på 39 personer.

Var advaret om angreb

Det fremgår ikke af viceforsvarsministerens udmelding, hvad der i efterforskningen af bombeangrebet i Sri Lanka konkret peger på Christchurch som motiv.

Men i en advarsel sendt til de srilankanske myndigheder tidligere på måneden fremgår det, at en mistænkt på sociale medier jævnligt har ytret sig hadefuldt mod ikke-troende efter moskéangrebet i New Zealand.

I advarslen stod der, at den lokale islamistiske organisation National Thawheed Jama'ut (NTJ) planlagde et bombeangreb mod kirker, og det ville ske "inden for kort tid".

Vicegeneralinspektør i politiet Priyalal Disanayaka rundsendte 11. april advarslen til landets fire sikkerhedstjenester. Heri nævnes ved navn seks personer, som det blev vurderet ville have en rolle i angrebet.

Det er dog uklart, hvilke foranstaltninger truslen førte til, og myndighederne er blevet beskyldt for at have siddet advarslen overhørig.

Islamistiske grupper i søgelyset

Viceforsvarsministeren i Sri Lanka siger, at to lokale islamistiske organisationer står bag bombeangrebet.

Tidligere har regeringen udpeget gruppen National Thawheed Jama'ut (NTJ), men nu anklager den også den lille gruppe Jammiyathul Millathu Ibrahim (JMI) for at være indblandet.

Foreløbigt er 40 mistænkte anholdt i forbindelse med angrebene. Heriblandt en chauffør af en varevogn, som mistænkes for at have bragt gerningsmændene frem til deres mål. Desuden er der anholdt en mand, som ejede et hus, hvor nogle af NTJ's medlemmer boede.

Eksperter tvivler på kobling

Allerede mandag florerede der på sociale medier påstande fra tilhængere af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) om, at angrebet i Sri Lanka var hævn for Christchurch-massakren.

Den newzealandske sikkerhedsekspert Paul Buchanan og Rita Katz fra observatørgruppen Site, der følger IS' aktiviteter på sociale medier, såede dog tvivl om den udlægning.

Begge eksperter vurderer over for avisen New Zealand Herald, at planlægningen af Sri Lanka-angrebet højst sandsynligt har taget længere end en måned.

- Christchurch ser ud til at være en belejlig retfærdiggørelse for noget, der var planlagt inden 15. marts og havde mere at gøre med en etnisk-religiøs konflikt i Sri Lanka, siger Paul Buchanan til avisen.

Ingen gruppe har officielt taget skylden for angrebet.

Den seneste melding fra myndighederne er, at mindst 321 har mistet livet ved eksplosionerne i Sri Lanka. Heriblandt tre danske børn.