TV 2 i Sri Lanka: Selvmordsbomber stillede sig i morgenmadskø på luksushotel
290 personer har mistet livet i otte terrorangreb, der søndag ramte Sri Lanka.
Sri Lankas hovedstad, Colombo, er hårdt ramt dagen efter de bombeangreb, der ramte flere steder i storbyen søndag.
Det fortæller journalist Thea Pedersen, der straks blev konfronteret med efterdønningerne fra terrorhandlingerne, da hun landede i lufthavnen mandag.
Hun fortæller, at hun mødte en grædende kvinde i lufthavnen, der var taget hjem til Sri Lanka, fordi hendes mor var omkommet i et af angrebene.
- Da vi kom ud af lufthavnen, blev vi stoppet af politiet, fordi der var en mistænkelig taske, som skulle undersøges, fordi sikkerhedsniveauet er steget voldsomt, fortæller hun.
Thea Pedersen kan desuden berette om en trykket stemning omkring Saint Anthony's kirken i Colombo, som er en af de kirker, der blev bombet søndag. Det er uvist, hvor mange af kirkens besøgende, der blev dræbt.
- Der står folk i stilhed og kigger på kirken. Folk er præget og mærket af, hvad der er sket, og de følger stærkt med i, hvad der foregår ved kirken. Men der er trods alt liv i gaderne sammenlignet med søndag, hvor myndighederne indførte et udgangsforbud, som varede til klokken 6 mandag morgen.
Et udgangsforbud, der senere er blevet genoptaget.
Stillede sig i morgenmadskøen
TV 2-reporter Jens Ole Nielsen har placeret sig ved Shangri La Hotel i Colombo i Sri Lanka, der var et af de tre hoteller i storbyen, der søndag blev udsat for et bombeangreb.
Billeder fra stedet viser, at det blandt andet er morgenmadsområdet på det femstjernede hotel, der er blevet bombet.
To selvmordsbomber var tjekket ind på hotellet dagen før angrebet, fortæller Jens Ole Nielsen.
- Den ene gik ned og stillede sig i morgenmadskøen, mens den anden stillede sig i elevatorområdet. De udløste simultant deres bombeveste, siger han.
Det er endnu uvist, hvor mange der omkom på Shangri La hotellet. TV 2 har været i kontakt med hotellets presseafdeling, der oplyser, at man ikke har overblik over dødstallet. De henviser i stedet til de lokale myndigheder. Myndighederne har ikke opgivet dødstal for de enkelte af de otte steder, der blev bombet søndag.
Gæstes primært af velhavende folk
Jens Ole Nielsen beskriver hotellet, som ligger ned til havet, som et luksushotel som primært gæstes af velhavende folk – især fra vesten.
Myndighederne i Sri Lanka opjusterede mandag dødstallet, så det nu lyder på 290 døde. Desuden er cirka 500 kommet til skade ved angrebene, der fordelte sig på otte forskellige steder. Det var kirker og hoteller, der var målene for angrebene. Blandt de dræbte var tre danskere. Der er tale om tre af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens børn.
Sri Lankas sundhedsminister siger mandag, at det var en lokal gruppe islamistiske militante ved navn National Thowfeek Jamaath, der stod bag.
En talsmand for regeringen udtaler, at angrebet skete med hjælp fra et internationalt netværk.