Udland

Over 750 klimaaktivister anholdt i London

En ting, som er usædvanlig ved denne demonstration, er deltagernes mangel på modstand, lyder det fra politiet.

Over 750 klimaaktivister er anholdt i London. Klimademonstrationerne fortsætter på sjette dag i den britiske hovedstad.

Aktivistgruppen Extinction Rebellion begyndte de fredelige protester mandag ved Parliament Square, Waterloo Bridge og Oxford Circus. Siden har de til tider lammet dele af den britiske hovedstad, hvilket har berørt hundredtusinder af storbyens indbyggere.

- En ting, som er usædvanlig ved denne demonstration, er deltagernes vilje til at blive anholdt samt deres mangel på modstand, når politiet tilbageholder dem, hedder det i en presseerklæring fra det britiske politi.

Gretha Thunberg på vej

Politiet har forsøgt at få demonstranterne til at holde sig til ét sted - Marble Arch ved Hyde Park – uden at det er lykkedes.

Politiet har været relativt forsigtig i håndteringen af protesterne og sagt, at de respekterer retten til at demonstrere fredeligt.

Men det er alligevel et usædvanligt stort antal politifolk, som er blevet udkommanderet i påsken. Politiet i London har lånt flere hundrede betjente i andre distrikter.

Den svenske klimaaktivist Gretha Thunberg - en 16-årig skoleelev, som har startet en international klimabevægelse blandt skoleelever - ventes at tale til aktivisterne, når hun kommer til London søndag.

Ønsker undtagelsestilstand

Extinction Rebellion blev stiftet i Storbritannien for fem måneder siden og anvender ikke-voldelig civil ulydighed til at fremme sit budskab. Gruppen er blevet en af verdens hurtigst voksende miljøbevægelser.

Aktivisterne har svoret, at de vil fortsætte deres aktioner indtil myndighederne opfylder deres krav.

Gruppen ønsker, at der erklæres undtagelsestilstand for klimaet og økologien, at den globale udledning af klimagasser stopper med at vokse i 2025 , og at der etableres en borgerforsamling, som skal lede arbejdet med at bekæmpe klimaforandringerne.