Udland

Klima-rebeller anholdt i hundredevis: - Vi er den sidste generation

I flere europæiske storbyer samles unge for at råbe politikerne op til kamp for kloden.

De har blokeret broer, spærret veje og limet sig selv fast til portene foran Theresa Mays premierministerbolig på Downing Street 10.

De fortæller Emmanuel Macron, at han er "Forureningens præsident" og sparker på døre, når den franske finans- og bankkoncern Société Générale i Paris investerer videre i udvindingen af fossile brændstoffer.

Og de kalder sig Udslettelses-rebellerne (Extinction Rebellion, red.).

Extinction Rebellion er en international græsrodsbevægelse, der siden 2018 har kæmpet for at sætte en stopper for klimaforandringerne.

Fredag nåede de til lufthavnen i Heathrow.

- Til alle, som læser med her. Jeg er her, fordi jeg elsker jer og frygter for jeres fremtid. Og min fremtid, lød det fra Oscar Idle fra Bristol, da han i dag aktionerede, mens flyene trykkede klimakvoten i bund under start og landing.

Har aldrig hørt om en verden uden internet

Som de fleste af sine åndsfæller er Oscar Idle født efter 1990.

Det er en generation, der ikke har nogen erindring om Den kolde krig og truslen om, at USA's og Sovjetunionens arsenal af atombomber ville udslette kloden, som vi kender den, med et overilet tryk på en knap. De har muligvis aldrig hørt om aids og en kønsdrift, som kunne være dødelig eller en verden før internettet.

Men de har set og hørt så meget andet. Og de har set nok.

- Vi er ungdommen, og vi gør, hvad vi synes er rigtigt. Vi er ungdommen, og vi kæmper for vores liv, som de sang foran Heathrow lufthavn.

Det var efter en uge, hvor 500 klimarebeller var blevet anholdt. Mest for bare at forstyrre offentlig ro og orden rundt om i London.

I Vatikanet fik den 16-årige svenske miljøaktivist Greta Thunberg vekslet et par ord med pave Frans under hans ugentlige audiens på Peterspladsen.

- Gud velsigne dig. Fortsæt dit arbejde, fortsæt, lød det fra den katolske leder, inden han skridtede videre.

Greta Thunberg ankom med tog til Rom onsdag i selskab med sin far, Svante. Hun afviser at flyve på grund af flytrafikkens tunge CO2-aftryk. Dagen inden var hun i Strasbourg for at tale i EU-Parlamentet.

Og den svenske teenager behøver ikke kigge langt for at finde ligesindede.

Socialdemokrat fik taget sin sko

I Danmark oplevede socialdemokraten Kaare Dybvad Bek det på nærmeste hold, da den danske filial af Extinction Rebellion demonstrerede foran Christiansborg. Og han var ikke imponeret over, hvad han så - og mærkede.

- De sidder og spærrer på trappen, da jeg skal ind på Christiansborg, hvorefter de så puffer og blokerer vejen for mig. Det ender med, at de tager min sko, som jeg så får igen lidt efter, fortæller Kaare Dybvad Bek til TV 2.

Folketingsmedlemmet beskriver episoden som "en mærkelig oplevelse". Mest fordi det var svært at gennemskue, hvad det hele egentlig handlede om.

- Jeg finder ud af, at det er klimaet, åbenbart. Jeg har dog lidt svært ved at se, hvor koblingen er, og hvorfor jeg ikke kan få lov at gå ind og passe mit arbejde. På den måde var det en ret dårlig demonstration, mener Kaare Dybvad Bek.

Extinction Rebellion blev dannet 31. oktober 2018, hvor planen var at samle et par hundrede mennesker på Parliament Square i London. Dengang dukkede 1.500 nysgerrige op. Og siden er der kommet mange tusind til.

- Klimaet opfattes som en kræfttumor uden for os selv. Men tumoren er systemet, og det påvirker os alle sammen. Derfor bryder vi loven for et højere formål, fortæller Julie Stokholm, der er presseansvarlig for den danske afdeling, til Politiken.

Ifølge The Guardian fandt denne uges protester sted i 80 byer i 33 lande.