Trump frikendte sig selv - nu frigives Rusland-rapport endelig

Mueller-rapport om muligt ulovligt samarbejde med Rusland offentliggøres torsdag i redigeret form.

Knap fire uger efter at USA's præsident, Donald Trump, erklærede sig frikendt, vil amerikanerne torsdag for første gang selv kunne læse, hvad den særlige anklager Robert Mueller er nået frem til i sin rapport om muligt samarbejde mellem Rusland og Trump-kampagnen i valgåret 2016.

Det er blevet fastslĂĄet af de amerikanske efterretningstjenester, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgkamp med det formĂĄl at sikre Donald Trump sejren.

Robert Mueller har haft til opgave at undersøge, om Donald Trump og hans kampagne kendte til den russiske indblanding, og om de samarbejdede med russerne.

Selv om republikaneren Trump erklærede sig frikendt, så har der været en udbredt mistanke om, at det ikke dækker hele sandheden.

- Vi bliver meget klogere på i hvor høj grad, der rent faktisk har været forsøg på at påvirke en igangværende undersøgelse, siger USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

Frikendelsen stod ellers at læse i det fire sider lange resumé af den cirka 400 sider lange rapport, som justitsminister William Barr offentliggjorde 24. marts. Her hed det, at Trump ikke samarbejdede med Rusland.

Upassende indblanding?

Men der kan stadig være detaljer i rapporten, som kan bringe Trump i problemer. Det gælder især spørgsmålet, om han og hans folk forsøgte at lægge hindringer i vejen for Muellers arbejde.

Mueller skrev i sin rapport, at han ikke ville tage stilling til, om der skulle rejses sigtelser for obstruktion. Det konkluderede Barr i sit resume, at der ikke var.

- Det er præcis det punkt, som Demokraterne vil koncentrere sig om, når de nu får stort set hele rapporten at se. De vil sige "kan vi ud fra rapporten se, om Donald Trump har forsøgt af påvirke en igangværende undersøgelse ved at fyre den tidligere FBI-direktør James Comey og påvirke sin daværende justitsminister, Jeff Sessions?", siger Jesper Steinmetz.

For mange af Trumps kritikere er ikke overbevist. Og hvis der findes rygende pistoler i rapporten, så ville det i yderste fald kunne ende med en rigsretssag mod præsidenten.

Justitsminister Barr holder 15.30 dansk tid et pressemøde før offentliggørelsen af rapporten. Mellem klokken 17 og 18 dansk tid får medlemmer af Kongressen udleveret en cd med rapporten. Den vil være med overstregninger i visse passager.

De demokratiske kongresmedlemmer har udtrykt stor utilfredshed med, at der holdes et pressemøde inden rapporten overhovedet er udgivet. Dermed kan der ikke stilles spørgsmål til Barr med udgangspunkt i rapporten.

- Demokraterne er enormt skuffede over, at rapporten ikke konkluderer det, de havde håbet på; nemlig, at der ville være "en rygende pistol" - at Trumps kampagne havde samarbejdet med russerne i 2016. Derfor gør de alt for at koge politisk suppe det, der måtte stå i rapporten, siger Jesper Steinmetz.

- Demokraterne ønsker den fulde rapport offentliggjort. Uden revideringer, uden udstregninger. Fordi de selv ønsker at danne sig et indtryk af, hvor belastende de her beviser er mod Trumps valgkampagne, siger Jesper Steinmetz.

Rapporten, med overstregninger, bliver lagt ud på den særlige anklagers hjemmeside, så alle kan læse den redigerede rapport. Men der er intet præcist tidspunkt, skriver The New York Times.

Det er ikke klart, præcis hvad der vil være redigeret ud.

Ifølge tv-kanalen Fox News fremgår det af oplysninger fra Justitsministeriet, at det i hvert fald vil dreje sig om oplysninger i relation til sagen mod Trumps tidligere kampagnerådgiver Roger Stone, hvis sag i øjeblikket behandles i retten.

Mulig pinlig læsning for Trump

Ifølge Jesper Steinmetz' vurdering, kommer rapporten næppe til at få den store politiske konsekvens for Donald Trump, men det betyder ikke, at det bliver smertefrit.

- Jeg tror, det kommer til at blive pinlig læsning for Trump, for hans ansatte i Det Hvide Hus og for nogle af de personer, der har rådgivet ham under valgkampen i 2016. Det kommer til at tegne et billede af en kampagnestab, som måske havde intentionen om at få lidt "guf" fra russerne om Hillary Clinton, men at de ikke havde held til det, siger USA-korrespondenten.

Trump kalder det en heksejagt

Undersøgelsen blev sat i gang i foråret 2017 med tidligere FBI-chef Robert Mueller i spidsen. Trump har hele vejen kaldt det en "heksejagt", og han gav den mandag følgende piskesnert på Twitter:

- Eftersom der ikke var noget samarbejde (med Rusland, red.), hvorfor var der så en undersøgelse i det hele taget! Svar - beskidte politifolk, demokrater og skurkagtige Hillary.

Det første er formentlig en henvisning til FBI og dets tidligere chef James Comey, som Trump fyrede. Det sidste er en henvisning til den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton, som tabte præsidentvalget til Trump.

Under Muellers efterforskning er der rejst sigtelser mod 26 russere, tre russiske virksomheder og seks tidligere Trump-rådgivere. Blandt dem er præsident Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og den tidligere kampagneleder, Paul Manafort.