Udland

Perus ekspræsident skyder sig selv inden anholdelse

Den tidligere præsident Alan Garcia tilbage i 2010. Cris Bouroncle / Ritzau Scanpix

Perus tidligere præsident Alan García er død efter at have skudt sig selv i forbindelse med en anholdelse.

Den tidligere peruanske præsident Alan García skød tidligt onsdag sig selv, da politiet ankom til hans hjem i hovedstaden Lima for at anholde ham.

Ekspræsidenten blev først lagt i koma, men er nu omkommet.

Det bekræfter landets nuværende præsident, Martin Vizcarra, ifølge BBC.

Mange rørte borgere har stået udenfor hospitalet i dag.

Skød sig selv inden anholdelse

Politiet mødte tidligt onsdag op ved Garcías hjem for at anholde ham.

Da politiet ankom, skulle Raul Garcia have bedt om at foretage et telefonopkald. Herefter gik han ind i et rum og lukkede døren. Kort tid efter lød et skud.

Det fortæller indenrigsminister Carlos Moran ifølge BBC.

Pave Benedikt 16. sammen med Alan Garcia under en audiens i Vatikanstaten.

Anklaget for korruption

Årsagen til, at han skulle anholdes, var en række anklager mod ham om bestikkelse.

69-årige García var første gang præsident i Peru fra 1985 til 1990 og stod senest i spidsen for det sydamerikanske land fra 2006 til 2011.

Det er i den periode, at han er anklaget for at tage imod ulovlige betalinger fra det store brasilianske byggefirma Odebrecht.

Odebrecht er en del af en enorm korruptionsskandale i Latinamerika.

Daværende præsident Alan Garcia sender luftkys til sine tilhængere tilbage i 2006.

I 2016 indgik byggegiganten et forlig med USA's justitsministerium.

Her indrømmede Odebrecht, at det betalte korrupte embedsmænd på tværs af Latinamerika næsten 800 millioner dollar til gengæld for store og lukrative kontrakter om at stå for infrastrukturen de pågældende steder.

García har gentagne gange afvist at have gjort noget ulovligt.

Forsøgte at flygte

Sidste år anmodede García om politisk asyl i Uruguay.

Det skete, efter at han fik forbud mod at forlade Peru, for at forhindre at han forlod landet, mens han blev efterforsket af politiet.

Uruguay afviste anmodningen fra García.