Udland

Indespærrede emigranter er fanget i den libyske borgerkrig

Humanitære organisationer giver EU en del af skylden for de forfærdelige forhold, som libyske detentionscentre udsætter emigranter for.

Situationen for de afrikanske emigranter, der sidder interneret i Libyen, bliver stadig mere forfærdelig.

Flere af detentionscentrene ligger i områder, hvor der nu udkæmpes nye kampe i den libyske borgerkrig. Humanitære organisationer som Human Rights Watch, Amnesty International og Læger Uden Grænser kræver nu, at de internerede bliver bragt i sikkerhed fra kampområderne.

I forvejen er de interneredes situation under al kritik. Flere rapporter fortæller om fanger, der stuves sammen uden mad og sanitet og bliver udsat for vold, voldtægt og mishandling af de vagter, der styrer centrene. I nogle tilfælde hører de under den FN-støttede regering, i andre tilfælde drives de af militser eller kriminelle bander.

- Den libyske regering må omgående frigive alle emigranter og flygtninge fra disse forfærdelige detentionscentre, hvor de bliver tilbageholdt ulovligt og oplever afskyelige overgreb og tortur. Myndighederne må gøre alt for at sikre sikkerheden for disse mænd, kvinder og børn, der sidder uden adgang til mad, vand og andre fornødenheder midt i den omsiggribende vold i og omkring Tripoli, siger Magdalena Mughrabi fra Amnesty International.

"Umenneskelige og voldsomme vilkår"

Læger Uden Grænser er en af de få organisationer, der har en vis adgang til fangerne i centrene.

Mange af de internerede er emigranter fra afrikanske lande syd for Sahara, der fra Libyen har forsøgt at komme over Middelhavet til Europa, men er sendt tilbage af den libyske kystvagt og placeret i detentionscentrene.

- Vi ser nogle generelt set umenneskelige og voldsomme vilkår, som disse mennesker bliver tilbageholdt under. Det er mennesker, der er udsat for vold, voldtægt, tortur og misbrug af forskellig art. Der er mangel på mad, vand, ordentlige toiletforhold, og nogle steder bliver mennesker stuvet sammen som kvæg. Et af de steder, vi kom ind, var der 31 mennesker låst inde i et rum på fire og en halv gange fem meter, fortæller Jesper H. Brix, der er direktør i Læger Uden Grænser i Danmark.

EU har en del af skylden

Amnesty International og Human Rights Watch mener, at en del af skylden for de forfærdelige forhold i detentionscentrene ligger hos EU, der har udrustet og trænet den libyske kystvagt, så de bliver bedre til at redde emigranter i havsnød på Middelhavet – men samtidigt også forhindre emigranterne i at komme i land i Europa.

Den libyske kystvagt sejler nemlig ikke de reddede emigranter til havne i Europa, sådan som skibe fra humanitære organisationer gør, men tilbage til en havn i Libyen.

- Med sin aktive støtte til de libyske myndigheders indsats for at stoppe sejladserne og tilbageholde folk i Libyen, har de europæiske regeringer været med til at få denne krise til at flamme op. EU’s medlemslande må genoverveje deres støtte til den libyske kystvagt, der har returneret utallige emigranter og flygtninge til Libyen, hvor de kan imødese tilfældige og tidsubestemte indespærringer, tortur, afpresning, seksuelt misbrug og andre alvorlige overgreb, siger Magdalena Mughrabi, der er Amnesty Internationals vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika.

"Ikke noget normalt land"

Michael Aastrup Jensen, der er udenrigsordfører for Venstre, siger modsat, at EU’s støtte til den libyske kystvagt netop er en del af løsningen på længere sigt:

- Vi skal selvfølgelig ikke acceptere det, der nu er kommet frem om, hvordan disse mennesker bliver behandlet. Det er derfor, man fra EU’s side, og også fra dansk side, gør alt, hvad vi kan, for at uddanne både den libyske kystvagt og det libyske politi i, hvordan opfører man sig ordentligt overfor disse mennesker. Og ikke mindst hvordan vi får sikret ordentlige faciliteter for disse mennesker, siger Michael Aastrup Jensen.

Men han erkender, at det ikke er nogen let opgave:

- Problemet er, at Libyen ikke er et normalt land. Det er et land i borgerkrig, hvor den FN-støttede regering, som er dem, vi samarbejder med, desværre kontrollerer en mindre og mindre del af landet. Det komplicerer det hele rigtig, rigtig meget, siger Venstres udenrigsordfører.