Brand i Notre Dame

10 grunde til at Notre Dame er blevet så ikonisk

Byggeriet af Notre Dame begyndte i 1163, og katedralen stod færdig omkring 200 år efter.

Notre Dame var vidne til halshugning af 28 statuer under den franske revolution.

Den ikoniske franske bygning Notre Dame brød i brand mandag aften.

Franske brandmænd har formået at redde flere uvurderlige kulturskatte fra den ikoniske katedral i Paris.

Det gælder blandt andet Jesu hellige tornekrone samt en hellig tunika båret af den franske kong Ludvig 9. i det 13. århundrede.

Men hvad får omkring 13 millioner mennesker fra hele verden til at besøge den 850 år gamle kirke?

Vi har samlet ti grunde til, hvorfor Notre Dame er et unikt sted at se.

Derfor er Notre Dame ikonisk

  1. 13 millioner besøgende om året

    Notre Dame

    Notre Dame kan bryste sig af at være en af Frankrigs mest populære attraktioner.

    Omkring 12 til 14 millioner mennesker besøger hvert år attraktionen. Det svarer til omkring 30.000 turister dagligt.

    Antallet af besøgende slår endda det ikoniske Eiffeltårnet, der har omkring syv millioner besøgende om året.

  2. 'Klokkeren fra Notre Dame'

    Romanen 'Klokkeren fra Notre Dame' er omsat til både musicals og spillefilm.

    Katedralen danner rammerne for forfatteren Victor Hugos roman ’Klokkeren fra Notre Dame’ fra 1831.

    Romanen finder sted i middelalderens Paris, hvor den vanskabte klokker, Quasimodo, lever i skjul oppe i Notre Dames klokketårne.

    Bogen er senere blevet omsat til både musicals og flere film.

    I 1996 blev fortællingen animeret til en Disney-tegnefilm af samme navn, der endte med at blive 34. film i rækken.

  3. Indehaver af Kristi tornekrone

    'The Holy Crown of Thorns' har plads i Notre Dame de Paris.

    Notre Dame er kendt for angiveligt at huse Jesu Kristi tornekrone fra sin korsfæstelse.

    Tornekronen er kendt for at være kristendommens vigtigste relikvie.

    Den guldbeklædte krans er 21 centimeter i diameter og ligner mest en kongelig krone.

    Den har dog ikke længere torne, da Frankrigs konger gennem tiden gav tornene som gave til udenlandske statsoverhoveder.

  4. Alle veje fører til Notre Dame

    Punktet viser angiveligt det nøjagtige centrum for Paris og hele Frankrig.

    Turister overser måske den ottekantede stjerne, der gemmer sig i brostenene uden for Notre Dame.

    En rullesten har indgraveret ordene "Point zéro des routes de France", der betyder "nulpunktet for Frankrigs veje".  

    Derfra afmåles afstanden fra Paris til andre byer i Frankrig.

    Denne er også blevet samlingspunktet for flere pilgrimsrejsende, der lægger mønter på stenen, når de føler, at de har oplevet Paris fuldt ud.

  5. Notre Dame har en gammel skov på taget

    Trætaget endte mandag i flammer.

    Notre Dames tag har fået tilnavnet 'Skoven'.

    Det skyldes, at det massive tag, der måler cirka 130 meter i længden, 48 meter i bredden og er 35 meter høj, udelukkende er lavet i træ. 

    Trærammen for taget er lavet af mere end 1300 træer fra det 12. århundrede.

    Det er derfor også Notre Dames tag, der først forsvandt i flammerne under branden i Paris mandag.

  6. Hvad gemmer sig i tårnet?

    Klokken 'Maria' er en af de ni klokker i Notre Dame.

    Efter 387 trin op ad det sydlige tårn gemmer der sig en 13 tons tung klokke.

    Klokken er kaldt Emmanuel, og den er den eneste klokke, som ikke blev smeltet om til kanoner og mønter under den franske revolution.

    Notre Dame har i alt ni klokker og er kendt for at være ’byens sjæl’.

  7. 28 statuer mistede hovedet

    Seks statuer mangler stadig deres hoveder.

    Notre Dame var vidne til halshugning af 28 statuer under den franske revolution i 1793.

    Statuerne af de bibelske konger blev trukket ned med reb og halshugget af en pøbel.

    Oprører troede dog, at det var statuer af franske konger gennem tiden, men de tog fejl.

    De halshuggede statuer skulle i stedet illustrere konger af Judah. 

     

  8. Napoleon kronede sig til kejser

    Napoleon blev blandt andet berømt for at krone sig selv i Notre Dame.

    Napoleon Bonaparte kronede sig selv til kejser i Notre Dame i 1804.

    Inden da havde Notre Dame været på randen til nedrivning efter eskapaderne under den franske revolution.

    Men da Napoleon annoncerede, at han ville have den store kroningsceremoni inden for Notre Dames murer, bragte det katedralen tilbage til en ny fremtrædende position.

  9. Et eksempel på fin gotisk arkitektur

    Facaden af Notre Dame er tidligere beskrevet af arkitekt Le Corbusier som en ”ren skabelse af ånden”.

    Notre Dame har de fineste eksempler på fransk gotisk arkitektur. Et gennembrud, der startede i Frankrig i starten af 1100-tallet.

    Den gotiske byggestil er især kendetegnet ved den spidsede bue, der skulle formå at skabe et himmelstræbende rum.  

    Det vides ikke med sikkerhed, hvem der var Notre Dames oprindelige arkitekter. I middelalderen var bygmestrene ofte anonyme.  

  10. Notre Dame har en tvilling

    Notre Dame de Reims ligner til forveksling Notre Dame, der ligger i Paris.

    Selvom Notre Dame i Paris på mange måder er unik, så er den ikke alene.  

    For i Reims i det nordlige Frankrig ligger en anden Notre Dame.

    Notre Dame de Reims har været sted for 25 kroninger af franske konger.

    Den er dog yngre end Notre Dame i Paris, da den blev opført mellem 1211 og 1516.  

    Alligevel er kirken 19 meter længere end sin tvilling i Paris.