Udland

Spillet om Julian Assange: - Det ligner en sydamerikansk sæbeopera

Forræderi, beskidt spil, politiske magtkampe i Ecuador. Fortællingen om Julian Assanges ophævelse af asyl er kompleks.

Ecuadors ambassade som spionagecenter, afføring smurt ud på vægge, skateboardture rundt på ambassaden, pinlig og respektløs opførsel.

Beskyldningerne mod WikiLeaks-stifter Julian Assange har været mange og specifikke fra det officielle Ecuador, der ophævede Assanges asyl sidste torsdag.

Dermed var Assanges syv år lange ophold på ambassaden i London slut, og han blev hentet af britisk politi, der nu tilbageholder ham.

Han risikerer 12 måneders fængsel i England for at have brudt sine vilkår for kaution, han er part i to voldtægtssager i Sverige, og han risikerer en udlevering til USA, der anklager ham for at hacke og udlevere oplysninger fra regeringscomputere.

Spionagecenter på ambassaden

Ecuadors præsident, Lenín Moreno, har siden udvisningen fra ambassaden forsøgt at retfærdiggøre Ecuadors beslutning, mens historier om Assanges ophold på ambassaden bliver lækket til pressen.

Historier om hans angiveligt vilde og respektløse opførsel over for ambassadens personale, og at han har smurt afføring på væggene. Også videoer fra hans tid på ambassaden bliver lækket, blandt andet Assange på et skateboard, som kan ses øverst i denne artikel.

Samtidig går Ecuadors præsident til alverdens medier for at fortælle, hvordan Assange har opført sig respektløst og uhygiejnisk.

Og mere alvorligt, at Assange forsøgte at oprette et spionagecenter på ambassaden for at spionere og hacke andre landes regeringscomputere.

- Det er uheldigt, at der fra vort territorium og med tilladelse fra Ecuadors tidligere regering var stillet faciliteter til rådighed på ambassaden i London, så det var muligt at foretage indblanding i processer i andre stater, siger Moreno til The Guardian.

- Vi kan ikke tillade, at vores hus - vores hus, som åbnede sine døre - skal gøres til et spionagecenter, siger Moreno og nævner som et nyligt eksempel WikiLeaks’ offentliggørelse af dokumenter fra Vatikanstaten i januar.

- Disse aktiviteter er et brud på asylforholdene, og derfor er vores beslutning ikke tilfældig, men baseret på international lov, siger Lenín Moreno til den britiske avis.

Jennifer Robinson afviser alle anklager fra Ecuadors præsident. Video: Aleksandar Josevski

Julian Assanges advokat, Jennifer Robinson, afviser alle anklager, der i øjeblikket siver ud enten anonymt eller i form af officielle udtalelser fra Ecuador.

- Ecuador er i de seneste dage fremkommet med uhørte beskyldninger for at retfærdiggøre en ulovlig og uretfærdig handling i form af at tillade britisk politi at komme ind på ambassaden, siger Robinson og kalder spionageanklagerne fra Moreno for ”usande”.

Sandhed og løgn

Hvad der er sandt eller usandt fremstår i øjeblikket uklart. Det er en krig på ord og en kamp om at vinde sagen i den globale offentlighed.

Det mener Carlos Salas Lind, der er ekspert i latinamerikanske forhold og ekstern lektor i international politik på Copenhagen Business School.

Assange var et trofæ for den tidligere præsident, men ikke for den nuværende

Carlos Salas Lind, ekstern lektor, CBS

Det er et spil, der handler om at retfærdiggøre udleveringen af Assange, og så er det et ”beskidt” spil internt i Ecuador, mener eksperten.

- De beskyldninger, der nu kommer fra officielt hold fra Ecuador, skal man passe på med at tage for at være den endegyldige sandhed, siger han.

- Alt det, de beskylder Assange for, er jo ikke noget, han har begyndt på nu, men noget, han har gjort i mange år, hvor det åbenbart ikke har været et problem, siger Carlos Salas Lind.

Julian Assange holder en tale på balkonen på Ecuadors ambassade i London i februar 2016.

Det handler om indenrigspolitik i Ecuador, vurderer han.

Et opgør med Ecuadors socialistiske politik anført af den tidligere præsident Rafael Correa til fordel for et ønske om at tilnærme sig USA og en højreorienteret retning fra landets nuværende præsident, Lenín Moreno.

- Ecuador har skiftet politik og vil nærme sig USA. Staten har brug for penge og finansiering, man har brug for et opgør med fortiden og den tidligere præsident, siger Carlos Salas Lind.

- Derfor har man ikke kunnet se et formål med at have Assange længere. Assange er blevet det trofæ, man nu har afleveret for at nå de mål.

Fra venstreorienteret til højredrejning

Den retning har fået den tidligere præsident, Rafael Correa, til at kalde Moreno for en forræder.

Primært på grund af udleveringen af Assange, men også fordi Lenín Moreno har forladt den socialistiske venstreorienterede retning, Correa stod for sammen med Moreno.

Moreno var nemlig vicepræsident, da Correa fra 2007 til 2017 var landets præsident og grundlagde den socialistiske retning, der dannede en latinamerikansk alliance med ledere som Venezuelas Hugo Chavez, Nicaraguas Daniel Ortega, Bolivias Evo Morales og Lula da Silva fra Brasilien.

Den retning regnede den tidligere præsident og befolkningen i Ecuador med, at Moreno ville føre videre. Men blot et par måneder efter, at Moreno blev præsident i 2017, brød han med den kurs og drejede ind på en mere USA-venlig og højreorienteret retning.

- Moreno var vicepræsident, da Correa var ved magten, og han var loyal, venstreorienteret og helt på linje med Chavez og Lula og de andre socialistiske ledere, siger Carlos Salas Lind.

- Men Moreno har ændret fuldstændig kurs. Derfor har mange en mistanke om, at der fra starten har været et beskidt spil fra Moreno, for Correa ville ikke have peget på ham, hvis han vidste, hvad der ville ske. Det bliver betragtet som et stort forræderi mellem de to tidligere venner.

Ikke mere værd for styret

På grund af skiftet af både præsident og politisk retning har Julian Assange mistet betydning for Ecuador, og han er derfor blevet ofret, mener Salas Lind.

- Ecuador har, i forhold til da Assange fik asyl, ændret sig til fra at være et socialistisk styre til at være højreorienteret. Derfor er Assange ikke mere værd for styret, siger han.

- Han var et trofæ for den tidligere præsident, men ikke for den nuværende. Assange blev den nemmeste måde for Moreno at nærme sig USA på, siger Carlos Salas Lind.

- Det ligner lidt en sydamerikansk sæbeopera, og det har så ramt Assange.

Hvorvidt Lenín Moreno har opbakning i den ecuadorianske befolkning, vil Carlos Salas Lind ikke gisne om, men han peger på, at Moreno løber en stor risiko.

- Han forsøger at få penge og investeringer til landet, men han er meget upopulær lige nu. Det er meget risikabelt, for selv almindelige mennesker i Ecuador betragter det her som et forræderi.