Macron lover at genopbygge Notre Dame
Frankrigs præsident vil søge om international økonomisk hjælp til genopbygningen.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lover at genopbygge Notre Dame efter en voldsom brand har ødelagt store dele af den historiske katedral.
Det fortæller han sent mandag aften på et pressemøde foran den brændende kirke i Paris.
Den franske præsident oplyser, at vil han søge om international økonomisk hjælp til genopbygningen.
I sin tale foran kirken sagde Macron med tårer i øjnene, at "det værste var undgået" og takkede de omkring 500 brandmænd, der aftenen igennem har kæmpet for at redde kirken.
Kort forinden havde chefen for byens brandvæsen meddelt, at det var lykkedes at bremse flammerne fra at sprede sig yderligere, og at kirkens to ikoniske tårne og facaden dermed var reddet.
Macron lover, at han vil finde "det bedste talent" til at genopbygge kirken.
Den franske milliardær François Pinault lover 100 millioner euro til genopbygningen. Det udtaler han i en erklæring ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Brand kan være opstået under renovering
Den 850 år gamle kirke er et af den franske hovedstads vartegn og aftenen igennem har et stort slukningsarbejde været i gang.
Ifølge en talsperson for Notre Dame blev der meldt om brand i kirken klokken 18.50. Siden spredte flammerne sig hurtigt, og godt en time senere kollapsede kirkens spir.
Årsagen til branden er endnu ikke fundet, men anklagemyndigheden i Paris oplyste sent mandag aften, at de foreløbige undersøgelser peger i retning af, at branden er opstået ved et uheld.
Efterforskerne udelukker, at der er tale om bevidst brandstiftelse, herunder eventuelle terrorrelaterede motiver.
Tidligere har brandvæsenet spekuleret i, at branden kan være opstået i forbindelse med et igangværende renoveringsarbejde i kirken.