Emil Nolde skjulte sin nazifortid i årevis, men nu udstilles den i Berlin

Det er, som om farverne er ved at hoppe ud af billedrammen. Hvad enten man er nord eller syd for landegrænsen, så kender de fleste den dansk-gifte maler Emil Noldes billeder af valmuer, asters og morgenfruer. De er om nogen Noldes varemærke.

Valmuerne er varmere, himlen mere blå, græsset gennemført grønnere, og naturen i det hele taget lidt vildere hos maleren, der boede det meste af sit liv i Seebüll lidt syd for Rudbøl. Han blev Tysklands mest kendte ekspressionistiske maler og betydeligste kunstner i det 20. århundrede.

Men en ny farve er begyndt at dukke op, når talen falder på Emil Noldes billeder i de tyske medier, farven brun.

Brun, som nazisterne. Brun, som jødehaderne.

Det skyldes alt sammen forarbejdet til en udstilling, som netop er åbnet på kunstmuseet Hamburger Bahnhof i Berlin. 'Emil Nolde – en tysk legende, en kunstner i nationalsocialismen' er titlen på udstillingen, der allerede skabte dønninger, endnu før den tidligere banegårdsbygning slog dørene op.

Hidtil har det ellers heddet sig, at Emil Nolde var et offer for nazismen, at nazisterne forbød ham at male, at han i al hemmelighed trodsede myndighederne og arbejdede videre på sine såkaldte ”umalede billeder”, og at han afsværgede nazismen også inden krigsnederlaget.

Efter fire års granskning af breve, telegrammer og andre efterladenskaber dokumenterer de to forskere bag udstillingen nu skånselsløst, at Emil Nolde ganske vist var offer, men også gerningsmand. Han forsøgte igen og igen at indsmigre sig hos nazisterne, og han udfærdigede en plan for, hvordan Tyskland skulle ”befries” for jøderne.

Så derfor raser debatten nu i Tyskland.

For kan man have billeder hængende af en kunstner, som delte ideologi og verdensanskuelse med nogen af det 20. århundredes værste forbrydere?

Merkels hvide vægge

En af dem, der har været hurtig til at reagere på de nye oplysninger om Emil Nolde, var forbundskansler Angela Merkel. To af billederne fra udstillingen på Hamburger Bahnhof stammer nemlig fra hendes kontor: 'Brændingen', der under en flammende rød himmel viser, hvordan bølgerne brydes ved kysten, og ”Blomsterhaven, Thersens hus”, en farveeksplosion, som man kun kender det fra Emil Nolde.

På et pressebillede fra Angela Merkels møde med den daværende amerikanske præsident Barack Obama i 2016 kan man se to tale sammen med Nolde-havstykket i baggrunden. Altså en meget prominent placering på et sted, hvor også udenlandske statsoverhoveder bliver modtaget. Billedet med brændingen stammer tilbage fra socialdemokraten Helmut Schmidts tid som forbundskansler. Merkel har nu bedt om, at hverken bølgeslag eller blomsterhav bliver returneret, når udstillingen er overstået.

Angela Merkel har ellers flere gange fortalt, hvordan hun som ung havde forelsket sig i Noldes kunst, men nu er kanslerkontorets vægudsmykning kommet under kritik. Blandt andet fra direktøren for museet Kunstpalast i Düsseldorf.

- Emil Nolde var antisemit, racist og en overbevist nationalsocialist, udtalte direktør Felix Krämer til radiostationen Deutschlandfunk, og det ville forbundskansleren åbenbart ikke lade sidde på sig.

Legende eller ej. På Merkels kontor er Nolde nu en uønsket gæst.

Martyr med lommerne fulde

At naziflaget vajede over Emil Noldes hjem, da nazisterne havde overtaget magten i Tyskland i 1933, og at han selv trådte ind i Nazipartiet i 1934, det har længe været kendt. Men det utrolige er, hvordan det lykkedes Nolde efter nazismens fald i 1945 at forskønne og omskrive sin egen historie.

Allerede før nazisternes magtovertagelse var han en af Tysklands kendteste kunstnere. Berømmelsen blev ikke mindre af, at nazisterne i 1937 optog hans værker på udstillingen 'Entartete Kunst', eller 'Degeneret kunst'. Udstillingen var et forsøg på at håne og latterliggøre den moderne kunst, som nazisterne ikke brød sig om. Adolf Hitler hadede hans kunst, kaldte ham et ”svin”. 1000 af hans værker blev beslaglagt af nazisterne, Nolde fik forbud mod at udstille og sælge sin kunst. Men det at male fik han ikke forbud mod.

Det er ellers en vigtig del af Nolde-myten, godt hjulpet på vej af forfatteren Siegfried Lenz, som i sin roman 'Tysktime' fortæller om en maler, der minder tilpas meget om Emil Nolde, Max Ludwig Nansen. I bogen fortæller Lenz, hvordan kunstneren var nødt til at begrave sine billeder af frygt for nazisterne, der havde forbudt ham at male.

Sådan forholdt det sig altså ikke med Emil Nolde. Selv om nazitoppen afskyede hans billeder, og selv om han fremstillede sig selv som forfulgt, så blev hans værker stadig købt og solgt i stor stil. Nolde tjente derfor gode penge, fremgår det af hans skatteerklæringer fra årene før 2. Verdenskrig.

En malerkollega, Karl Hofer, hånede ham derfor som ”martyren med de 20.000 Reichsmark”. Hvad angår udstillingen 'Entartete Kunst', så lykkedes det Nolde efter flere bønskrifter at få sit navn fjernet fra udstillingskataloget og også at få sine værker retur.

Blomstermalerens brune fortid

Myten om Emil Nolde som den utilpassede kunstner i nazitiden er blevet passet og plejet af Nolde-Stiftelsen, som siden hans død i 1956 har våget over hans værker og efterladenskaber. Først efter en ny direktør kom til i 2013, ændrede det sig. De ellers så lukkede arkiver blev åbnet for de to forskere Bernhard Fulda og Aya Soika.

Livet igennem har Nolde iscenesat sig som et overset geni, en outsider og en kunstnerisk frelser. Hvis der er en rød tråd i hans egen selviscenesættelse, så er det, at han er en af ”de vigtigste pionerer, der kæmpede mod den påståede jødiske dominans i den tyske kunst”, lød Bernhard Fuldas forklaring i Tagesspiegel.

Efter nazisternes opfordring til boykot mod jødiske forretninger og virksomheder i april 1933 skrev Nolde:

- Jeg ønsker mig en klar adskillelse mellem jødisk og tysk kunst.

Med tiden blev hans antisemitisme mere og radikal, sandsynligvis i håbet om at tækkes nazi-regimet. Jødespørgsmålet, som nazisternes kredsede om, optog ham mere og mere, og i 1933 udkastede han en ”jødefjernelsesplan”, som han ønskede at forelægge for Adolf Hitler. Der skal findes et sted, hvor jøderne kan sendes hen, foreslog han. Kun på den måde kunne Tyskland ”befries” for jøder.

Opportunisme eller overlevelsesstrategi? Også midt under verdenskrigen vendte han igen og igen tilbage til jødernes rolle. Til sin kone Ada skriver han i 1943, da krigslykken er ved at vende, at det ”mere og mere bliver en jødekrig”, og at ”jødernes magt i Tyskland er blevet undervurderet”.

Mest infamt er nok forsøget på at ramme den tidligere maler-kollega Max Pechstein, som han over for en af propagandaminister Joseph Goebbels medarbejdere beskyldte for at være jøde. Den slags kunne have skæbnesvangert i de dage, og da Pechstein forsøgte at få ham til at trække den urigtige påstand tilbage, skrev Nolde i et brev, at den slags ”eksistensbekymringer interesserer ham overhovedet ikke”. Og medlem af nazipartiet forblev han lige indtil nederlaget i 1945.

Merkels dydsmønsterhysteri

Nolde var antisemit, nationalsocialist og endda partimedlem. Men var Angela Merkel alligevel for hurtig på aftrækkeren, da hun bandlyste Nolde fra sit kontor?

Ja, mener historikeren Michael Wolffsohn, som i et længere interview på Deutschlandfunk kalder Merkels reaktion et udslag af ”dydsmønsterhysteri”.

- Men hvordan skal man så behandle værkerne fra en overbevist antisemit og nazist, ville studieværten vide?

- Her handler det om kunst, lød svaret fra Wolffsohn:

- Kunst bliver lavet af mennesker. Og ingen mennesker kan leve op til billedet af det perfekte menneske, tilføjede Wolffssohn og nævnte andre eksempler på personer fra den tyske historie, som stadig æres den dag i dag, selv om også de har vist sig at rumme betænkelige sider. Det gælder reformationsleder Martin Luther, det gælder komponisten Richard Wagner, begge var stærkt antisemitiske, og det gælder forfatteren Günther Grass, som i årevis tav om sin egen fortid som frivillig i SS, mens han forsøgte at kalde det øvrige samfund til ansvar.

- Der er altid mennesker, som ærer deres ”gud” eller afguder, og mener, at en stor personlighed også må besidde en fuldstændig ren samvittighed. Det er helt illusorisk, meget sympatisk ganske vist, men urealistisk, lød det fra historiker Wolffsohn, der kunne have ønsket sig, at Noldes værker fik lov at blive hængende på Merkels kontor, netop som et billede på Tysklands ”brudte historie”.

- I Forbundskanslerkontoret kunne man have sagt: Han var en stor kunstner, men et svagt menneske.

Udstillingen om den blændende maler og det svage menneske Emil Nolde kan ses frem til 15. september.