Udland

Nye demonstrationer efter militærkup: - Vi bliver nødt til at fortsætte vores kamp

De militære ledere i Sudan advarer befolkningen om, at der er nultolerance over for forstyrrelser af den offentlige orden.

Borgerne i Sudan fortsætter med at gå på gaden, efter militæret i går afsatte landets mangeårige præsident, Omar al-Bashir.

Demonstranterne protesterer, fordi de ønsker, at landet skal have en civilregering, men det militærstyre, der har overtaget magten, planlægger at beholde den i minimum to år. De har ligeledes indført militær undtagelsestilstand de næste tre måneder.

Militæret selv nægter, at de er interesseret i at lede landet fremadrettet.

- Vi er kommet for at sikre orden og sikkerhed og for at give Sudans befolkning muligheden for at skabe de ændringer, som de ønsker sig, sagde forsvarsministeren, Awad Ibn Auf, ifølge BBC.

Fortsætter protesterne

Fra militærrådet lyder det dog, at der vil være nultolerance over for forstyrrelser af den offentlige orden. Det er dog ikke noget, der holder borgerne fra at vise deres utilfredshed, for ifølge nyhedsbureauet Reuters er flere hundredetusinde mennesker gået på gaden.

Awad Ibn Auf blev længe betragtet som efterfølgeren til den nu afsatte præsident, og flere af de folk, der nu er på gaden, ser ham også som en fortsættelse af det tidligere styre.

- Det er derfor, vi bliver nødt til at fortsætte vores kamp og vores fredelige modstand. Vi ved ikke, hvem der står bag militærrådet. Vi er vant til en tvetunget regering, men nu må vi se, om de virkelig er interesserede i dialog og i at lytte til befolkningen, sagde Sara Abdeljali, der er en af lederne i protestbevægelsen.

Nægter udlevering

Det sudanesiske militær nægter at udlevere den nu afsatte præsident Omar al-Bashir til Den Internationale Straffedomstol, der i årevis har eftersøgt ham for hans rolle i folkedrabet i Darfur.

Indtil nu holder militærrådet ham i husarrest, men de har åbnet op for muligheden for, at en fremtidig civil regering kan ændre den beslutning.

Omar al-Bashir overtog magten i Sudan i 1989 efter et militærkup og har hersket i landet lige siden. Hans fald fra tinderne begyndte i december som følge af forhøjede brødpriser. Det førte til demonstrationer, hvor mere end 60 personer blev dræbt.