Udland

Nigel Farage stiller op for nyt parti

Parlamentet, regeringen og premierministeren i Storbritannien forsøger at spolere brexit, siger Nigel Farage.

Den britiske politiker Nigel Farage har fredag præsenteret sig selv som leder af det nye parti Brexitpartiet - på engelsk The Brexit Party.

Partiet stiller op ved europaparlamentsvalget i slutningen af maj.

Farage, der i 2016 var en af de største profiler på Brexit-fløjen, meddeler fredag blandt andet, at det nu er slut med at være "Mr. Nice Guy".

- Jeg gør det her, fordi jeg - muligvis naivt - i et kort øjeblik troede, at vi vandt, siger Farage med henvisning til folkeafstemningen i 2016.

- Men det stod hurtigt klart, at parlamentet, der ønsker at blive i EU, vores regering, der ønsker at blive, og vores premierminister, der ønsker at blive, vil gøre alt for at forsinke, begrænse og endda stoppe Brexit, siger Farage.

Få medlemmer til at frygte Gud

Det var ikke meningen, at briterne skulle deltage i europaparlamentsvalget.

De stod således oprindeligt til at forlade EU 29. marts. Den dato er dog blevet udskudt to gange nu.

Derfor står Brexit lige nu til at ske senest 31. oktober. Og dermed kan de blive tvunget til at deltage i valget sidst i maj.

- Vi kan vinde ved Europa-parlamentsvalget, og vi kan på den måde igen få medlemmerne af parlamentet til at frygte Gud. De fortjener intet andet, efter at de har behandlet os så forræderisk, siger Farage.