Udland

Sudans præsident afsat - luftrum og grænser lukket af militæret

Situationen i Sudan sker efter flere måneders protester mod præsidenten.

Sudans præsident og hersker gennem 30 år, Omar al-Bashir, er blevet arresteret. Det oplyser den sudanesiske forsvarsminister, Ahmed Awad Ibn Auf, på et pressemøde torsdag eftermiddag.

Militæret har overtaget magten og nedsat et militærråd, der vil lede landet i de næste to år. Luftrummet over Sudan er blevet lukket ned de næste 24 timer, og de jordiske grænseovergange er lukket på ubestemt tid.

Derudover har militæret suspenderet landets forfatning og erklæret undtagelsestilstand i tre måneder.

Forsvarsministeren lover valg efter de næste to års militære ledelse.

Politiske fanger sat fri

Tidligere på torsdagen kom det frem, at præsidenten var gået af. Det sagde provinsministeren for produktion og økonomiske ressourcer i det nordlige Darfur, Adel Mahjoub Hussein, til tv-stationen Al Hadath.

- Der bliver arbejdet på at forme et miltærråd, der kan overtage magten efter præsident Bashir er gået af, sagde han.

Sudans nationale efterretnings-og sikkerhedstjeneste meddeler, at alle politiske fanger i landet sættes på fri fod. Det skriver det statslige nyhedsbureau. Der er ingen oplysninger om, hvornår det vil ske.

De nærmere omstændigheder bag præsidentens tilbagetræden står endnu ikke helt klart, og det er uvist, hvor han i øjeblikket befinder sig.

Det statslige tv i Sudan oplyste tidligere på torsdagen, at landets væbnede styrker var på vej med "en vigtig meddelelse". Nyheden kom efter måneder med omfattende protester mod præsident Omar al-Bashirs styre.

Lyn-analyse

- Vi ikke endnu, hvad der bliver Omar Al-Bashirs skæbne, men det bliver interessant at se, om han ender med at blive udleveret til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag. Domstolen kræver Bashir udleveret for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Eller om han snor sig udenom endnu engang, fordi han har magtfulde venner i både Afrika og Mellemøsten. Det var tæt på en udlevering for nogle år siden, da han var i Sydafrika, hvor en domstol beordrede ham udleveret, men ”nogen” trak i trådene og sørgede for, at Bashir kunne flyve hjem til Sudan, som han sjældent forlader netop af frygt for at blive udleveret.

Måneder med demonstrationer

Udenrigsministeriets Borgerservice skriver på Twitter, at der er voldsomme demonstrationer i Khartoum og andre dele af landet. Danmark har ikke en ambassade i Sudan, og danske statsborgere opfordres derfor til at tage kontakt til den norske ambassade, hvis man har brug for hjælp.

19. december sidste år opstod der demonstrationer i Sudan, som følge af forhøjede brødpriser. Senere rettede demonstrationerne sig imod Al-Bashir og hans regime.

Mindst 32 mennesker er blevet dræbt siden protesterne begyndte.

Nødhjælpsgruppen Læger for Menneskerettigheder mener, at antallet af dræbte under urolighederne i landet er oppe på 65.

Omar al-Bashir overtog magten i Sudan i 1989 efter et militærkup.

Han er blandt andet eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol i Haag for sin rolle i folkedrabet i Darfur.