Klimaforandringer får hvalrosser til at falde i døden

En ny dokumentarserie viser konsekvenserne af menneskets påvirkning af naturen. Billederne i videoen herover kan virke voldsomme.

Et klip fra en ny dokumentarserie på Netflix viser billeder af, hvordan hvalrosser falder ud over en klippeskrænt og dør på grund af klimaforandringer.

Billederne er filmet i det nordøstlige Rusland, hvor 100.000 hvalrosser er samlet på et lille areal, fordi isen, som de normalt opholder sig på, er smeltet.

Videoen viser, at hvalrosserne på grund af pladsmangel bliver tvunget til at kravle op ad en stejl skrænt for at finde et sted at hvile sig. Når de skal ud i havet igen for at finde føde, kommer de til at bevæge sig ud over den 80 meter høje klippe, fordi de ser dårligt på land. De kan skimte havet og de andre hvalrosser, og de tror derfor, at de ligger på en isflage og blot kan dumpe i havet.

I stedet falder mange af dem i døden.

Viser konsekvenserne af global opvarmning

Klippet er en del af naturdokumentarserien 'Our Planet', der netop har fået premiere på Netflix. Serien i otte afsnit viser, hvordan naturen bliver påvirket af klimaforandringerne.

'Our Planet' er blevet til i et samarbejde mellem Netflix, WWF Verdensnaturfonden og produktionsselskabet Silverback Films, der også står bag mange af store naturdokumentarer kendt fra BBC.

Tidligere har man observeret cirka 10.000 hvalrosser stuvet sammen, men aldrig 100.000 som i dokumentaren. Det er også første gang, at det kan dokumenteres, at hvalrosser falder i døden på grund af den smeltende havis, fortæller generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden i Danmark Bo Øksnebjerg.

- De her billeder viser virkelig konsekvenserne af den globale opvarmning. Vi har set enkelte eksempler på, at nogle unger er blevet mast af store hanner, men vi har aldrig set det her før, siger han.

En øjenåbner

Billederne skræmmer Bo Øksnebjerg, der også er uddannet biolog.

- Jeg blev virkelig ked af det. Når man ser scenerne, er det jo forfærdeligt. Det er en øjenåbner om, at nu bliver vi nødt til at gøre noget. Vi har talt om det i 20 år, og nu ser vi altså konsekvenserne af det, siger han.

Han håber, at både befolkningen og politikere vil se serien og tage dens budskaber til sig.

- Jeg håber, at serien både kan vise, hvor fantastisk naturen er, men også give stof til eftertanke. Den måde, vi lever på, har altså en påvirkning på naturen, som man virkelig kan se nu.

Han påpeger, at vi kommer til at se mange flere dyr blive påvirket af den smeltende havis. Vi har allerede set billeder af afmagrede og sultne isbjørne, der søger mod byerne for at finde føde.

Billedet af den tynde isbjørn på jagt efter mad, der gik verden rundt, blev taget i Canada ved Baffin Island i december 2017. Efterfølgende var der debat om, hvorvidt isbjørnens tilstand direkte kunne knyttes til klimaforandringer.
Billedet af den tynde isbjørn på jagt efter mad, der gik verden rundt, blev taget i Canada ved Baffin Island i december 2017. Efterfølgende var der debat om, hvorvidt isbjørnens tilstand direkte kunne knyttes til klimaforandringer. Foto: Paul Nicklen / TV 2

Havisen smelter

De arktiske hvalrosser har tidligere kunnet ligge i mindre grupper af cirka 30 fordelt ud over et stort areal havis. Men havisen smelter, og i sommermånederne har hvalrossene ikke længere nogen is at hvile sig på.

Ifølge det amerikanske organisation National Snow and Ice Data Center (NSIDC) var havisen i Arktis 31. marts i år på det laveste niveau registreret på denne dato i 41 år.

Den rekord er fortsat de tre første dage af april, hvor der ifølge de daglige satellitmålinger var havis over et område på 14.022 millioner kvadratkilometer. Det er mere end en million kvadratkilometer under det gennemsnitlige niveau for udbredelsen af havis i Arktis for perioden fra 1981 til 2010.

Forskellen svarer til et område på størrelse med Skandinavien eller et område, der er mere end 20 gange så stort som Danmark.

Den mindre mængde havis i Arktis skyldes de stigende temperaturer, man har oplevet i de arktiske egne i de seneste 30 til 40 år.

Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden i Danmark, fortæller, at dokumentaren både viser problemerne klimaet står over for, og hvordan de bliver løst.