Udland

Gaddafi-afhopper forsøger at indtage Tripoli

Khalifa Haftar hoppede af i 1980'erne og flygtede til udlandet. Efter Gaddafi blev fjernet fra magten i 2011, vendte han tilbage til Libyen. Handout / Ritzau Scanpix

Det vil være massiv eskalering af konflikten i Libyen, hvis det lykkes Khalifa Haftar at indtage hovedstaden.

Han hoppede af fra Gaddafis hær. Flygtede til USA og arbejdede muligvis for CIA i en periode.

Nu er dissidenten Khalifa Haftar tilbage i Libyen i spidsen for en milits og truer med at indtage den libyske hovedstad og vælte den internationalt anerkendte regering.

Indtil nu har Haftar holdt sig til den østlige del af landet og har ladet Tripoli ligge, men hvis det lykkes ham at indtage hovedstaden, vil det føre til en voldsomt forværret sikkerhedssituation i landet.

Det forudser Rasmus Boserup, der er tidligere seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og har stor indsigt i de nordafrikanske lande og Mellemøsten

- Hvis Haftar går ind og tager Tripoli, så er det en massiv eskalering af den konflikt, der har ligget og ulmet i Libyen siden 2011. For det kan føre til, at andre militser føler, at magtbalancen forskyder sig for meget og derfor går sammen mod Haftar, siger han.

Sådan en situation kan føre til en borgerkrigslignende situation i landet.

FN-chef er dybt bekymret

Libyen blev i 2011 med Natos hjælp befriet fra landets mangeårige diktator, Muammar Gaddafi. Men landet er siden blevet splittet af blodige konflikter mellem rivaliserende regeringer, militser og interesser.

I Tripoli sidder den regering og præsident, som FN anerkender, og både FN's Sikkerhedsråd og FN's generalsekretær, António Guterres, har opfordret parterne til at stoppe kampene.

Khalifa Haftar mødtes fredag med FN's generalsekretær, Antonio Guterres, i Benghazi.

Guterres forlod fredag Libyen efter et forsøg på at få parterne til at besinde sig. Han mødtes også med Haftar, hvis styrke har base i Benghazi i det østlige Libyen.

- Jeg forlader Libyen med et tungt hjerte og dybt bekymret. Jeg håber stadig, at det er muligt at undgå en blodig konfrontation i og omkring Tripoli, skrev han på Twitter.

Støttes af andre lande

Haftar får støtte fra udlandet, hvilket har gjort ham til leder af den stærkeste enkeltstående milits i landet.

Ifølge Rasmus Boserup er det velkendt, at Haftar får støtte fra De Arabiske Emirater og Egypten i form af penge og våben.

- Særligt egypterne har støttet Hafta, fordi han har kunnet holde ro ved den Egyptiske grænse. Men også franskmændene har støttet Haftar. De vil nemlig gerne undgå, at islamister og våben kommer fra Libyen ned til Niger og Mali, hvor franske soldater er, siger Rasmus Boserup.

Haftar beordrede onsdag sine soldater til at indtage Tripoli, og ifølge militsen selv, har de omringet hovedstaden.