Brexit

EU fjernet fra britiske pas

Myndighederne har arbejdet ud fra en formodning om, at Brexit ville være en realitet 29. marts.

Normalt har ordene "Den Europæiske Union" været placeret med gylden skrift øverst på de bordeauxrøde pas.

Men sådan er det ikke længere for en række britiske statsborgere.

Storbritannien er i denne uge begyndt at udstede pas uden ordene, vel at mærke selvom landet stadig er en del af det europæiske fællesskab. Det skriver flere britiske medier.

En af de første til at modtage et pas med nyt udseende er Susan Hindle Barone, der på Twitter har delt et foto af henholdvis sit gamle og nye pas, hvor man kan se den lille forskel.

- Jeg var chokeret, fordi vi ikke har forladt EU endnu. Jeg gik ud fra, at vi ville få det samme gamle pas. Det er ikke så meget det i sig selv, men det er det første håndgribelige tegn på, at vi forlader EU, siger hun til avisen The Guardian.

Pas skifter farve efter Brexit

Det britiske indenrigsministerium oplyser, at ordene er fjernet, da myndighederne har arbejdet ud fra en formodning om, at Brexit ville træde i kraft 29. marts, som det har været planen i flere år.

Det ændrede sig, da briterne i marts fik tildelt en kortvarig udsættelse af det europæiske farvel.

Indenrigsministeriet oplyser til BBC, at det ikke vil få betydning for britiske statsborgere, om de er i besiddelse af et pas med ordene "Europæiske Union" eller et uden. Begge udgaver vil fungere som lovlig identifikation ved rejser.

Det har hele tiden været planen, at de britiske pas skulle udskiftes, når Brexit var en realitet. Allerede i december 2017 meddelte den britiske regering, at landet ville skifte fra det bordeauxrøde til det gamle mørkeblå pas for at genoprette briternes identitet.

Af en meddelelse på indenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at de britiske myndigheder vil begynde at udstede de blå pas fra slutningen af 2019, og fra starten af 2020 vil alle nye pas være blå.

Indtil da vil farven fortsat være rød, men for nogles tilfælde uden ordene "Europæiske Union". Andre vil stadig modtage pas af den gamle slags, indtil myndighederne løber tør.

Ønsker ny udsættelse

Efter sidste måneds udsættelse står briterne lige nu til at forlade EU 12. april uden en aftale - et såkaldt hårdt Brexit. Men premierminister Theresa May har i denne uge meddelt, at hun vil søge EU om yderligere udsættelse.

May ønsker Brexit udskudt til 30. juni, men de europæiske ledere har tidligere meddelt, at Brexit senest kunne udsættes til 22. maj, så udtrædelsen sker inden europaparlamentsvalget i slutningen af maj. Vil Storbritannien forlænge Brexit-datoen udover dette, er landet nødt til at opstille kandidater og gennemføre valget.

Theresa May håber, at hun kan få godkendt sin skilsmisseaftale med EU i det britiske parlament inden 30. juni, så briterne kan forlade unionen, inden det nye Europa-Parlament samles for første gang i starten af juli.

I et brev til EU oplyser den britiske premierminister, at planen stadig er at trække sig ud af EU inden 23. maj og derfor aflyse valget til Europa-Parlamentet.

- Men regeringen vil fortsætte med at at gøre de ansvarlige forberedelser til at holde valg, hvis dette ikke skulle vise sig muligt, skriver May.

EU klar til lang forlængelse

EU-præsident Donald Tusk er klar til at give briterne op til et års forlængelse i Brexit-forhandlingerne.

Ifølge TV 2s oplysninger går forslaget ud på, at det skal være muligt for briterne at forlade EU, før forlængelsen udløber, hvis det britiske parlament godkender en skilsmisseaftale. Forlængelsen kræver dog, at briterne afholder valg til Europa-Parlamentet.

Dermed er der fortsat stor usikkerhed om, hvornår briterne ender med at træde ud af EU. Bliver det 12. april, 22. maj, 30. juni eller en helt fjerde dato?

Imens forsætter Brexit-forberedelserne og udstedelser af de nye pas, hvor der altså allerede er sagt farvel til EU.