Udland

Joe Biden joker om knus i første tale efter beskyldninger

Joe Biden (tv) og formanden for fagforeningen elektrikere i Washington, Lonnie Stephenson.  Tasos Katopodis / Ritzau Scanpix

Den tidligere vicepræsident Joe Biden vil endnu ikke afsløre, om han stiller op som præsidentkandidat i USA.

Den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden kommenterede med en kæk kommentar indirekte på beskyldninger om upassende adfærd, da han fredag holdt tale hos en fagforening for elektrikere i Washington.

Da 76-årige Biden indtog scenen, gav han et knus til formanden for fagforeningen, Lonnie Stephenson.

Da han kort efter indledte sin tale, sagde han med et glimt i øjet:

- I skal bare lige vide, at jeg havde tilladelse til at give et knus til Lonnie.

Beskyldt for upassende opførsel

Biden er inden for den seneste uge blevet beskyldt af to kvinder for at have opført sig upassende tidligere i sin politiske karriere.

Han skal have givet den ene kvinde, Lucy Flores, et stort kys i baghovedet.

Den anden kvinde, Amy Lappos, siger, at han holdt hendes hoved, mens han forsøgte at gnide sin næse mod hendes.

Siden da har han blandt andet i et videoopslag sagt, at han i fremtiden vil gøre mere for "at respektere folks personlige rum i fremtiden".

I fredagens tale kom han ikke nærmere ind på beskyldningerne.

Efter sin indledende joke gentog han senere dog nogenlunde den samme frase, da han lagde sin arm om en dreng, der var inviteret op på scenen.

- For øvrigt, han har givet mig lov til at røre ham, sagde Biden.

Mulig præsidentkandidat

Biden var præsident Barack Obamas vicepræsident fra 2009 til 2017.

Han ventes af mange at tilslutte sig kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget næste år.

Ved en tale midt i marts var han også tæt selv på at skyde sin valgkamp i gang. Det skete, da han sagde, at hans politiske resultater var de mest progressive blandt "alle dem, som stiller op ved valget".

Da mange ved partisammenkomsten i Delaware begyndte at juble, rettede han det til "alle dem, som kunne tænkes at stille op".

I Washington fredag blev han også spurgt ind til sine fremtidsplaner.

- Jeg er rigtig tæt på at tage en beslutning, sagde han efter talen.