Udland

Video viser bevæbnede israelske soldater anholde niårig skoleelev

Hver måned i 2018 blev der i gennemsnit tilbageholdt 271 palæstinensiske børn i det israelske fængselsvæsen.

På Vestbredden i Israel er også børn en del af konflikten mellem palæstinenserne og israelerne.

Det viser en ny video, som CNN er kommet i besiddelse af.

Videoen er optaget af menneskerettighedsaktivisten Aref Jaber. Den viser den niårige palæstinensiske dreng Zein Idris, der bliver arresteret af israelske soldater, mens han er i skole.

Ulykkelige sider af en krig

På optagelserne kan man se soldaterne diskutere med skoleinspektøren og lærere på Ziad Jaber Skolen, der ligger i Hebron. På et tidspunkt truer en af soldaterne med at brække armen på en af lærerne, hvis læreren ikke slipper Zein Idris.

Videoen ender med, at soldaterne tager Zein Idris med, fordi han ifølge soldaterne smed sten efter dem.

- Det er en af de meget ulykkelige sider af en generationer lang krig, siger TV 2s mellemøstkorrespondent, Steffen Jensen:

- Parterne mister fornemmelsen af modstanderens menneskelighed. Begge sider ender med at gøre ting, som ikke bare viser, hvor langt de er villige til at gå - ofte længere end de selv troede - men også hvor dybt konflikten efterhånden har fået en selv til at synke.

Den kriminelle lavalder i Israel er 12 år. Ifølge skolen blev drengen tilbageholdt omkring en time.

- Den israelske hær henter rutinemæssigt unge palæstinensere ind til afhøringer. Som regel bliver det ved det. Men mindreårige er fra tid til anden blevet taget i forvaring og stillet for retten, siger Steffen Jensen.

Hæren vil undersøge sagen

CNN har kontaktet den israelske hær, hvor en talsperson siger, at ”en gruppe studerende havde kastet sten mod biler, der tilhører israelske bosættere". Soldaterne skulle have taget en advarende snak med børnene.

Samtidig afviser hæren, at de skulle have foretaget arrestationer. Den vil nu undersøge hændelsen internt, lyder meldingen.

Niårige Zein Idris afviser overfor CNN, at han har kastet med sten. Han hævder, at han var på vej i skole, da soldaterne kom løbende.

- De løb ind på skolen og arresterede mig. En af soldaterne råbte, at jeg havde kastet en sten, mens han hev i mit øre, siger drengen.

Unicef: Mange børn tilbageholdes

FN's børneorganisation, Unicef, fik i 2018 vidneudsagn fra 65 palæstinensiske børn, der enten var blevet arresteret eller tilbageholdt, skriver CNN. Tilbageholdelserne er sket på børnenes skoler eller på vej til eller fra skolen.

Tal fra det israelske fængselsvæsen viser, at der hver måned i 2018 i gennemsnit blev tilbageholdt 271 palæstinensiske børn på grund af brud på sikkerhedsreglerne.

Tallene indeholder ikke børn, der bliver løsladt efter få timer, siger Unicef

Arrestationer er hverdag

Ifølge Unicef er det blevet hverdag, at børn bliver arresteret på Vestbredden.

- Alle børn har ret til en uddannelse og beskyttelse fra alle former for vold og udnyttelse. Det er essentielt for deres mentale og fysiske velbefindende, siger Genevieve Boutin, der taler på vegne af Unicef i spørgsmål om Palæstina.

Unicef fortæller videre til CNN, at den israelske hær har ”udtrykt villighed til at forbyde bevæbnede tropper at gå ind på skoler”.