Udland

Nu flytter ukrainerne tilbage til Tjernobyl

For 33 år siden måtte hundredtusinder forlade området omkring det havarerede Tjernobyl-atomkraftværk. Nu flytter flere den modsatte vej.

Man tager vejen stik nord ud af den ukrainske hovedstad direkte mod Tjernobyl, åstedet for verdens værste atomkatastrofe.

Efter halvanden times hoppen på de hullede veje fra Kijev får TV2-fotograf Rasmus Nielsen og jeg øje på kontrolposten ret forude. Her holder bevæbnede politifolk øje med, at kun de, der har tilladelse, bevæger sig ind i den ellers så lukkede zone omkring det havarerede atomkraftværk.

I dag skal vi slet ikke så langt. Lige før bommen og kontrolposten drejer vores chauffør nemlig til højre og 500 meter længere fremme skarpt til venstre, og så møder vi ham. Vadim Minsujk, en 40-årig storsmilende mand med klaphue og sortsværtet ansigt.

Igen og igen knipser han utålmodigt med fingrene, hovedet er fyldt med tusinder af gode ideer, og det kan ikke gå hurtig nok. Vadim Minsujk er en af Ukraines halvanden million internt fordrevne, et offer for kampene i Østukraine, og så er han nybygger. Nybygger ved Tjernobyl:

- Her kan man leve som en fri mand, som han forklarer, mens han viser sit nyerhvervede hus frem.

– Her er dejligt stille og meget fredeligt.

Vadim Minsujk er nybygger ved Tjernobyl.

Mistede alt

I årene efter atomkatastrofen var områderne tæt på Tjernobyl ellers et sted, mange valgte at forlade.

Nu er flere flyttet den modsatte vej, og det er på grund af en anden katastrofe - krigen i Østukraine.

Det gælder også Vadim Minsujk, som nu bor klos op ad det hegn, der skal holde uvedkommende væk fra beskyttelseszonen omkring atomkraftværket. Det skræmmer ham ikke. For han har oplevet det, der er værre:

- Da vi kom her, var vi ikke bange for stråling. Det var slet ikke noget, vi tænkte på. Det, vi var rigtigt bange for, var det, vi kom fra; mænd med geværer og kampvogne.

Det skræmmer ikke Vadim, at bo klods op ad det hegn, der skal holde uvedkommende væk fra beskyttelseszonen omkring atomkraftværket.

Vadim Minsujk mistede nemlig alt, da kamphandlingerne i Østukraine tvang ham og hans kone til at flygte.

Krigen i Østukraine blev en realitet, da Rusland annekterede den tidligere ukrainske halvø Krim, efter prorussiske oprørere gennemførte en folkeafstemning i marts 2014.

Ukrainerne anerkender ikke den russiske besættelse af Krim-halvøen, og i januar 2018 vedtog landets parlament desuden, at den østlige del af landet er besat af Rusland.

Nu forsøger Vadim Minsujk så at skabe sig et nyt liv i atomkatastrofens skygge. Han har skabt en slags genbrugsvirksomhed, som forvandler affaldstræ og gamle bildæk til brændselsbriketter og genindvinder metal fra slagger fra stålindustrien.

Han er hele tiden på udkig efter nye forretningsmuligheder, for han er som sagt en mand med masser af ideer og lyst til at skabe noget med sine egne hænder.

Verdens værste atomulykke

Det var den 26. April 1986, verdens hidtil værste atomkatastrofe fandt sted på det kæmpemæssige Tjernobylkraftværk, som ligger 30 kilometer væk fra Vadim Minsujks nye hjem.

Under en test af sikkerhedssystemet gik noget galt i reaktor nummer fire. Det endte med et par voldsomme eksplosioner, som sprængte hul i taget, og en brand, som i 10 dage spyede radioaktivt materiale ud i atmosfæren.

Den radioaktive sky sendte en giftig regn ned over store dele af Europa, og Tjernobyl blev et symbol på alt, hvad der kunne gå galt i et atomkraftværk.

I dagene efter eksplosionen blev indbyggerne i området evakueret. I de første uger blev 116.000 mennesker sendt væk, i løbet af de efterfølgende måneder voksede antallet med yderligere en kvart million.

Typisk fik de kun et par timer til at pakke deres ejendele under løfte om snart at få lov at vende tilbage igen. Det skete dog aldrig.

Byer som Pripjat, bygget til værkets tusinder af ansatte, blev forvandlet til en spøgelsesby, og affolkningen af regionen satte ind.

Naturen trives

Netop affolkningen af området tæt på den lukkede zone omkring Tjernobyl er det, der gør det så attraktivt for nybyggerne. Der er nemlig masser af tomme, forladte huse, som kan købes for en slik.

Vadim Minsujk overtog den over 100 år gamle lokale skole for bare 1400 kroner, og nabobygningen fik han med i købet for en hundredkroneseddel.

Skolebygningen er han nu ved at indrette til sit nye hjem, nabobygningen skal stilles til rådighed for hans ansatte, hvoraf flere ligesom han kommer fra Donetsk-området, ”internt fordrevne” som han.

Der er dejligt stille og meget fredeligt ved Vadims nyerhvervede hus.

Også Marina Kovalenko flygtede fra krigen i Øst sammen med sine døtre.

Det lokale sogneråd tilbød hende, at hun og børnene kunne flytte ind hos en ældre mand mod at pleje ham. Efter mandens død for to år siden har hun fået lov at overtage træhuset og et tilstødende stykke jord.

Heller ikke hun var bange for risikoen for radioaktiv stråling. For også hun er flygtet fra granater og geværskud.

- Jeg tænker ofte på krigen. Jeg kan huske en dag, da jeg gik på arbejde og pludselig stod i en regn af granater: Jeg skyndte mig hjem for at se, om mine børn stadig var i live, for jeg vidste ikke, hvor granaterne var landet.

Marina Kovalenko bor med sine to teenagedøtre i landsbyen Steshtjina.

Nu lever hun og de to teenagedøtre så et liv på et eksistensminimum, men i sikkerhed i landsbyen Steshtjina. På jordstykket ved ejendommen dyrker hun kartofler og andre grøntsager til eget forbrug. Hun overvejer også at anskaffe sig en gris, så hun også kan supplere husholdningen med kød af egen produktion.

Målinger har vist, at strålingsniveauet her små 30 kilometer uden for den lukkede zone ikke er højere end andre steder i Ukraine, og naturen ser da ud til at trives.

Under besøget hos Marina Kovalenko fanger fotograf Rasmus Nielsen hele fem storke med kameraet, mens de slås om godbidderne, som en pløjende nabo har efterladt på marken.

Naturen trives i området tæt på den lukkede zone omkring Tjernobyl.

- Jeg holder af stedet her, forklarer Marina Kovalenko.

- Her er smukt, luften er ren, der er masser af birketræer og meget roligt.

Marina Kovalenko indrømmer dog, at hun drømmer om at vende tilbage til Østukraine, hvis krigen en dag er slut:

- Men hvis jeg spørger mine døtre, om vi skal tage hjem igen, så siger de nej. De vil hellere blive her.