Udland

Norsk kongepar omringet af demonstranter i Chile

En bilkortege med det norske kongepar er blevet overfaldet i Chile. Junge, Heiko / NTB scanpix

30-40 demonstranter dukkede op og bankede på taget af regentpars bil.

Det norske regentpar, dronning Sonja og kong Harald, blev søndag omringet af demonstranter i Chile.

Regentparret sad i en kortege af biler, da de blev mødt af utilfredse demonstranter i forbindelse med et statsbesøg, skriver norske Dagbladet.

Parret var på vej fra lufthavnen i Puerto Williams i det sydlige chile, da demonstranterne mødte kortegen med plakater og slagord.

Flere af demonstranterne havde kroner på hovedet.

- 30-40 demonstranter dukkede op nærmest ud af ingenting, omringede bilerne og slog løs på taget, siger Dagbladets reporter på stedet ifølge avisen.

Også tidligere i løbet af statsbesøget er regentparret blevet mødt af demonstrationer, skriver nyhedsbureauet NTB.

Lørdag blokerede demonstranter for dronning Sonja og kong Harald på et torv i byen Punta Arenas.

Kongeparret har ikke været i fare under demonstrationerne, skriver NRK.

Kritiserer norsk lakseopdræt

Demonstranterne protesterer imod opdrætningen af norske laks i Chile, som de mener, ødelægger miljøet og presser befolkningen væk.

- Vi lever i en del af verden med uberørt natur, men nu har myndighederne givet store områder til lakseindustrien, sagde en demonstrant, Jorge Amarales, til NRK.

- Industrien forurener de mest uberørte vandområder i verden. Vi mener, at kongen er en del af lobbyen for selskaberne, fortsatte han.

Lørdag valgte regentparret at gå i dialog med demonstranterne på torvet i Punta Arenas.

Dronning Sonja og kong Harald stoppede således op for at snakke med dem og afviser, at de var urolige i den forbindelse.

Laksestriden har varet i flere år. Også da kronprins Haakon besøgte Chile i 2008, blev han mødt af demonstranter. Det seks dage lange statsbesøg slutter søndag.