Brexit

Dansk toprådgiver var helt tæt på beslutningen om Brexit: Dette var Theresa Mays sidste kugle

Danske Daniel Korski var en af Camerons nærmeste rådgivere, da Brexit blev en realitet. Nu står endnu en konservativ leder til at gå på grund af EU

Det var det sidste skud, hun havde tilbage i magasinet i kampen om Brexit. Sådan beskriver den tidligere toprådgiver Daniel Korski det træk, den britiske premierminister Theresa May lavede onsdag aften, hvor hun tilbød at trække sig som landets leder, hvis en aftale bliver stemt igennem.

- Hun havde ikke mere krudt - ikke flere kugler. Det var så den sidste kugle, hun kunne fyre af, lyder vurderingen fra Daniel Korski, som kender arbejdet bag den sorte dør i Downing Street 10 indgående.

I tre år sad han nemlig selv som en af de nærmeste rådgivere for den daværende premierminister David Cameron. Og han var med, da Cameron i 2016 sendte briterne til en folkeafstemning om, hvorvidt de ville forblive i EU eller forlade unionen.

Hun havde inviteret alle dem, der havde lyst til te og kage

Daniel Korski, tidligere toprådgiver for David Cameron

Daniel Korski har derfor stadig kontakt til miljøet omkring regeringspartiet og har fulgt, hvordan Theresa May har kæmpet de seneste dage op til onsdag aftens beslutning, hvor hun blandt andet har haft sine "arrigste" modstandere inviteret til en sidste snak henover weekenden.

- Hun havde tilbudt alt. Hun havde høvlet på aftalen på forskellige måder. Hun havde inviteret alle dem, der havde lyst, til te og kage på premierministerens landsted i Chequers. I sidste ende var der ikke mere tilbage, konkluderer Daniel Korski.

Og så var meldingen ifølge The Guardian til Theresa Mays partifæller i parlamentet:

- Jeg har hørt partiets ønske klart og tydeligt. Jeg ved, der er ønske om en ny tilgang og et nyt lederskab i den næste fase af Brexit-forhandlingerne - og det vil jeg ikke stå i vejen for, citerer avisen.

 

EU blev aldrig en hjertesag

Havde det stået til Korski selv, så var det aldrig kommet til en britisk afstemning om medlemskabet af EU, forklarede han onsdag i Talkshowet Lippert.

Forud for, at David Cameron i 2013 offentliggjorde, at han ville have en simpel afstemning om spørgsmålet, havde Daniel Korski advaret ham mod at gøre det. Fordi han efter eget udsagn havde oplevet, hvordan befolkningerne i Europa ikke havde for vane at svare positivt, når man stillede spørgsmål om EU.

- Jeg var bekymret for, at vi ville stille et enormt komplekst spørgsmål med nogle konsekvenser, vi ikke rigtigt kunne forstå, forklarer han.

Det lykkedes os aldrig rigtigt at tale EU's gode sag op på en hjertebankende måde

Daniel Korski, tidligere toprådgiver for David Cameron

Samtidig var der en frustration efter finanskrisen og regeringens økonomiske politik, der kunne smitte af på folks beslutning. Alligevel var det først på selve valgnatten, det rigtigt gik op for Daniel Korski, at den premierminister, han rådgav, var på det tabende hold, og at Storbritanniens befolkning havde stemt for at forlade EU-samarbejdet.

- Folk kunne godt se logikken i, at det var godt med det indre marked. Det øjeblik vores modstandere gjorde afstemningen til et spørgsmål om indvandringen og sundhedssystemet og ting, folk er passionerede om, så tabte vi, lyder den tidligere rådgivers forklaring.

- Det lykkedes os aldrig rigtigt at tale EU's gode sag op på en hjertebankende måde, og det gjorde det svært at vinde.

Dyb mistillid i regeringen

Spørgsmålet er nu, om Theresa Mays træk kan flytte Storbritannien et skridt tættere på en løsning.

- Det, der er spørgsmålet, er, hvor Labour står. For der er stadig konservative, der ikke vil stemme for hendes aftale. Det vil sige, at hun skal have Labour med sig, lyder vurderingen fra Daniel Korski.

- Noget af problemet de seneste måneder har været den her mistillid mellem Theresa May og hendes parlamentariske bagland. Folk stoler bare ikke på hinanden mere.

Blå bog - Daniel Korski

    1. Grundlægger af virksomheden Public

      I dag er Daniel Korski CEO i virksomheden Public, der arbejder med teknologi start-ups. Han er desuden formand og medstifter af The GovTech Summit stiftet i 2018.

    2. Deputy head of policy, Downing Street 10

      Med base i Downing Street 10 arbejdede Daniel Korski som toprådgiver for premierminister David Cameron, indtil briterne valgte at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016. David Cameron havde ønsket, at Storbritannien skulle forblive i unionen.

    3. Særlig rådgiver, Downing Street 10

      Daniel Korski rådgav den britiske premierminister David Cameron. Blandt andet om Camerons beslutning om at lade briterne gå til folkeafstemning om medlemskabet i EU. En beslutning han offentliggjorde i 2013.

       

       

    4. Særlig rådgiver

      Rådgiver for vicepræsidenten for Europa-Kommission i Bruxelles.

    5. Senior Policy Fellow

      Ansat som senioranalytiker ved tænketanken European Council on Foreign Relations, London.

    6. Team Leader, Irak

      Øverste civile leder for genopbygningsenhed i den irakiske provins Basra. Han har desuden arbejdet i Afghanistan og Yemen.

    7. Master fra Cambridge University

      Daniel Korski har en master i International Relations fra Cambridge og en bachelor fra London School of Economics and Political Science.

    8. Født af polsk-jødiske forældre

      Daniel Korski voksede op i københavnerforstaden Bagsværd.