Theresa Mays fremtid er i spil, når Brexit i dag kan ændre kurs

Premierministeren er sat på sidelinjen, når Underhuset diskuterer alternative scenarier for Brexit.

Onsdag tager det britiske parlament styringen over Brexit-dagsordenen fra premierminister Theresa May.

Det sker, når parlamentet for første gang får lov at beslutte, hvilke Brexit-løsninger der skal stemmes om.

Ifølge britiske medier er der fremsat mindst 16 forslag til afstemning.

Forslagene tæller blandt andet en toldunion mellem EU og Storbritannien, en "Norge-model", et hårdt Brexit uden aftale, en ny folkeafstemning om skilsmisseaftalen samt at tilbagerulle artikel 50 og aflyse Brexit.

Onsdagens debat og afstemninger i Underhuset kan derfor betyde, at kursen for Brexit-processen ændrer sig.

- Parlamentet har vendt tommelfingeren ned til Theresa Mays måde at køre forløbet på, og nu vil de have afklaret, hvad der overhovedet er flertal for, siger journalist og tidligere London-korrespondent Lone Theils.

May under pres

Mens Underhuset forbereder sig på at stemme om de alternative Brexit-scenarier, skal Theresa May først til spørgetime i parlamentet, inden hun også skal mødes med den konservative parlamentsgruppe kendt som 1922-komitéen.

I dag kan meget vel blive dagen, hvor May kan blive nødt til gå frem og sætte en dato for, hvornår hun går af

Lone Theils, journalist og tidligere korrespondent i London

May kæmper for at få lov til at fremsætte sin skilsmisseaftale med EU ved en tredje betydende afstemning i parlamentet, og det ventes, at hun ved mødet vil blive mødt med krav om at fremlægge en plan for sin afgang som premierminister.

- Hvis premierministeren annoncerer en tidsplan for sin afgang, tror jeg, at det kan flytte en masse folk til at stå bag hendes aftale, så vi kan få den i mål, siger Nigel Evans, der er en del af ledelsen i 1922-komitéen, til Sky News.

Også Lone Theils vurderer, at Theresa May er under massivt pres før onsdagens møder.

- I dag kan meget vel blive dagen, hvor May kan blive nødt til at gå frem og sætte en dato for, hvornår hun går af, for hun har simpelthen mistet kontrollen over den her proces.

Journalist Lone Theils vurderer, at Theresa May i løbet af i dag kan blive tvunget til at sætte en dato for, hvornår hun går af. - Hun har simpelthen mistet kontrollen over den her proces, siger Lone Theils.

Kritikere kan ændre mening

Theresa Mays skilsmisseaftale med EU er allerede blevet nedstemt to gange i Underhuset, men ifølge britiske medier er der tegn på, at flere kritikere overvejer at støtte aftalen ved en tredje afstemning af frygt for, at alternativet er et langstrakt forløb, eller at Brexit måske aldrig bliver til noget.

Senest har en af Mays stærkeste kritikere i det konservative parti, Jacob Rees-Mogg, meddelt i avisen Daily Mail, at han er klar til at støtte aftalen.

Tilsvarende lyder det fra den fremtrædende kritiker og tidligere udenrigsminister Boris Johnson, der nu også overvejer at bakke op om Mays aftale.

- Hvis vi nedstemmer den igen, for tredje gang, tror jeg, at der nu er en mærkbar risiko for, at vi slet ikke kommer til at forlade EU, sagde Johnson tirsdag ifølge Sky News.

Hvad skal der præcist ske i dag?

Hvad betydning har afstemningerne?

Hvad er næste skridt?