Vestager: Missionen er på ingen måde fuldført

Den danske kommissær Margrethe Vestager har officielt kastet sig ind i kampen om EU’s topposter.

- Hvis man ikke stiller sig frem, er der jo ikke nogen, der kan få øje på én.

Den underspillede konstatering kommer fra den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager.

I sidste uge blev det annonceret, at Vestager er en af de liberales topkandidater til de tunge poster i det europæiske demokrati, som i år bliver ledige.

Hvis man vil have et nyt job, skal man gøre det godt i det job, man har

Magrethe Vestager

Det er blandt andet EU-Kommissionen og Rådet - forsamlingen af medlemslande - der kommer til at mangle formænd eller -kvinder.

Hvis man vil have et nyt job

Men selvom den danske kommissær har taget Bruxelles med storm, kan hun risikere at løbe panden mod muren, når hendes nuværende mandat udløber til efteråret.

På hjemmefronten har begge blokkes statsministerkandidater nemlig været noget lunkne overfor tanken om at støtte Vestager.

I stedet må den tidligere radikale formand forlade sig på det aftryk, hun har sat som konkurrencekommissær:

- Jeg tror, at hvis man vil have et nyt job, skal man gøre det godt i det job, man har. Så først og fremmest har jeg gjort mig umage med det, jeg laver i øjeblikket. Jeg passer mit day job (daglige arbejde, red.), om man så må sige, siger hun.

Missionen er endnu ikke fuldført

Det er netop i hendes daglige arbejde, at Margrethe Vestager har gjort sig bemærket. Ikke mindst de gange hun har uddelt bøder i milliardklassen til nogle af verdens største virksomheder, når de har forbrudt sig mod EU’s konkurrencelovgivning.

Omvendt gør hun sig ingen illusioner om, at missionen er fuldført.

- Det er den på ingen måde. Noget af det, jeg har arbejdet meget med, er skat. Her er der sket fremskridt, men vi er jo slet, slet ikke der endnu, hvor vi kan sige, at alle virksomheder betaler deres fair andel af det, der skal til, lyder det fra Vestager.

Ikke klar til endnu en krise

Hun nævner migration som et andet kapitel, der langt fra vil være afsluttet, når den nuværende Kommission slipper tøjlerne.

For selvom det er lykkedes at nedbringe antallet af migranter, der kommer til Europa, ville vi stadig ikke være klar til at håndtere endnu en migrationskrise som i 2015, mener kommissæren.

- Den lovgivning, der skal sørge for, at vi kan håndtere det, hvis der kommer virkelig mange mennesker på samme tid, er ikke på plads endnu, siger Margrethe Vestager med henvisning til den asylpakke, det endnu ikke er lykkedes Kommissionen at komme igennem med.

Tvungen omfordeling skaber andre problemer

Man kan altså regne med, at Vestager vil forsøge at videreføre sin nuværende chef Jean-Claude Junckers linje på migrationsområdet, hvis det, mod forventning, skulle lykkes hende at få posten som kommissionsformand.

Én ting, hun dog ikke vil, er at genoplive idéen om tvungen omfordeling af asylansøgere mellem landene.

- Nu har vi så fundet ud af, at det er ikke måden at gøre det på. Det kan vi ikke blive enige om, fordi det skaber nogle problemer andre steder, siger hun.

Hun mener ikke desto mindre, at samarbejde stadig er vejen frem, hvis vi vil løse migrationsudfordringen. Også fra Danmarks side.

- Danmark har jo et forbehold, når det kommer til at beskytte flygtninge og håndtere ulovlig indvandring. Og der tror jeg, det ville tjene os meget godt at være med.

- Men det er jo op til danskerne og danske politikere at bestemme, siger Vestager.