British Airways-fly landede i det forkerte land
Først efter to og en halv time på landingsbanen i Edinburgh kunne flyet vende snuden mod den korrekte destination i Tyskland.
Der har sikkert været forvirring og overraskede miner i kabinen i et British Airways-fly mandag, da beskeden ”Velkommen til Edinburgh” lød over højtalerne.
Passagererne i flyet havde nemlig købt billet til en flyvetur til Tyskland og regnede hele vejen fra London City Airport med at skulle lande i Düsseldorf. Det skriver BBC.
Men flyet var ved en fejl blevet omdirigeret af WDL Aviation - et tysk charter-flyselskab, der styrede flyafgangen på en leasingaftale.
- Mystisk rejselotteri
En af passagererne ombord på flyet ved navn Son Tran skrev på Twitter kort efter landingen et lettere forvirret tweet.
- Kan nogen forklare mig, hvordan mit morgenfly fra London til Düsseldorf kan lande i Edinburgh? Selvom det er et spændende koncept, tror jeg ikke, at nogen ombord har skrevet sig op til det her mystiske rejse-lotteri, skriver han.
En anden passager på det vildfarne fly var 24-årige Sophie Cook, som hver uge rejser fra London til Düsseldorf for at arbejde.
Hun fortæller, at piloten kort før rejsens afslutning over højtalerne havde annonceret, at flyet ”snart ville gøre klar til landing i Edinburgh”. Men det havde passagererne ifølge den 24-årige bare slået hen som en joke.
Derefter havde piloten bedt alle passagerer, der gerne ville til Düsseldorf, om at række en hånd i vejret – og det gjorde de alle sammen, hvilket gjorde forvirringen total.
Der gik dog et stykke tid, før flyet kunne vende snuden mod den korrekte destination i Tyskland. I to og en halv time måtte passagererne vente, før flyet igen lagde an til take-off.
- Det var frustrerende. Toiletterne var blokerede, og de løb tør for snacks, siger Sophie Cook
Gentog måske gammel rejse
British Airways var hurtigt ude og undskylde episoden, som havde skabt stor forvirring blandt både personale og passagerer, der alle var endt i den helt forkerte by.
Der er dog en teori om, hvordan det kunne ske, at flyet satte retning mod Skotland frem for Tyskland.
På sin sidste rejse om søndagen havde flyet haft en rute fra Edinburgh og tilbage, og ifølge British Airways ser det ud til, at nogle hos WDL ved en fejl har gentaget samme flyveplan igen om mandagen.
British Airways arbejder sammen med WDL videre på at finde ud af, hvordan flyet kan være kommet så meget på omveje.