Boeing-fly tvunget til nødlanding

Endnu engang måtte et Boeing-fly af typen 737 MAX 8 nødlande med motorrelaterede problemer.

Et Boeing 737 MAX 8-fly måtte tirsdag foretage en sikkerhedslanding i Orlando, Florida, efter at der opstod et motorrelateret problem.

Det oplyser USA's luftfartsmyndighed, FAA.

Flyet er af den type, som inden for det seneste halve år har været involveret i to dødelige ulykker. Senest den 10. marts i Etiopien, hvor 157 personer mistede livet.

Det har fået flere lande og myndigheder til at udstede flyveforbud mod netop Boeing 737 MAX-flyene. Blandt dem er amerikanske FAA, der 13. marts offentliggjorde et forbud.

Undtagelse fra forbuddet

FAA har dog tilladt luftfartsselskaber at foretage flyvninger med Boeing 737 MAX-fly uden passagerer for at flytte flyene til andre lufthavne.

Og det var netop tilfældet med flyet, der tirsdag måtte nødlande, som uden passagerer om bord var på vej fra den internationale lufthavn i Orlando.

Flyet skulle transporteres til en anden lufthavn i Californien, hvor det skulle holdes på jorden. Men der opstod altså problemer undervejs, og flyet vendte sikkert tilbage til lufthavnen i Orlando.

Problemet, der tirsdag tvang flyet til jorden, er ikke nødvendigvis relateret til den type problemer, der er opstået ved tidligere styrt.

Ud over styrtet i Etiopien den 10. marts forulykkede et fly også i oktober. Her styrtede et fly fra Lion Air ned ved Indonesien. 189 personer omkom i den forbindelse.