Udland

Mikkel Beha sejlede i Norskehavet i efteråret: - Man tager en dyb indånding

Den garvede sejler og hans kone havde besluttet sig for at kaste anker, hvis uheldet skulle være ude. Det samme gjorde nødstedt krydstogtskib.

Søndag eftermiddag kunne det krydstogtskibet Viking Sky langt om længe sejle sikkert i havn i den norske by Molde.

Lørdag eftermiddag gik alle skibets fire motorer i stå midt i et stormvejr. Den kraftige vind skubbede skibets og dets 1300 passagerer faretruende tæt på klipperne i den norske skærgård, men til sidst nåede kaptajnen at kaste anker, så skibet ikke stødte på grund mod klipperne.

Samtidig begyndte man at evakuere passagerer fra skibet.

Der var ingen danskere ombord på det nødstedte skib, men for bare et halvt år siden befandt en kendt dansk sejler sig i lige netop Norskehavet, hvor Viking Sky det seneste døgn har været i problemer.

I efteråret sejlede Mikkel Beha Erichsen og hans kone, Marian Midé Andersen, i farvandet under en ekspedition, som til foråret bliver til programserien ’Kurs mod nord’.

- Virkelig nervepirrende

Ægteparret var alene ombord på deres nyindkøbte ekspeditionsskib, da de sejlede op langs Norges kyst, og selv for et par garvede sejlere som dem, var det ikke uden en vis kilden i maven, at de begav sig ud i de store bølger.

- Da vi sejlede lige præcis, hvor han (kaptajnen, red.) lå for anker, stod min kone og jeg og talte om, hvad vi ville gøre, hvis motoren gik ud, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

- Det var virkelig nervepirrende. Jeg stod med sommerfugle i maven, da jeg sejlede rundt om det område. Jeg tænkte: ”Uha!”

Ægteparret besluttede sig for, at hvis uheldet var ude, ville de smide ankeret og krydse fingre for, at det ville holde – præcis som kaptajnen på Viking Sky gjorde.

God, solid norsk klippe

At Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé Andersen overhovedet havde en nødplan klar i baghånden skyldes, at Norskehavet bestemt ikke er et ufarligt område at sejle i.

- Det er et område, hvor man skal sejle med den allerstørste forsigtighed. Det er et område, som gennem 1000 år har været kendt for masser af skibsforlis. Skærene står deroppe og vidner om, at det ikke er noget nemt sted at sejle, siger Mikkel Beha Erichsen.

- Stort set alle skibsforlis sker jo, når et skib rammer kysten. Og på denne kyst er det ikke er en blød landing, man får. Lige præcis der, hvor Viking Sky lå, er der hundredvis af små skær, som altså er god, solid norsk klippe. Det er ikke noget, der flytter sig, selvom man kommer med et skib på flere hundrede meter, siger han.

Og lige netop det faktum, at ankeret først fik fat i havbunden 100 meter fra skærene, kan få selv den mest erfarne kaptajn til at ryste i bukserne.

- Det må være en af de mest skræmmende oplevelser som kaptajn, siger Mikkel Beha Erichsen.

- Man tager en dyb indånding

Da Mikkel Beha Erichsen og hans kone i efteråret havde kurs mod nord, holdt de sig inde i skærgården, så længe det var muligt.

Da det blev nødvendigt at begive sig ud på åbent hav, lå de først et stykke tid og ventede på bedre vejrudsigter, inden de stak til søs.

- Når man stikker næsen derud, kommer man altså ud i det store hav. Der kan løbe bølger helt ovre fra Grønland og England, så der er plads til, at de virkelig kan vokse sig store. Derfor er det et område, man ikke går ud i, hvis man har rigtig dårlige vejrudsigter, siger han.

Selvom der allerede inden lørdag var meldinger om, at det ville trække op til storm ud for Norges kyst, mener Mikkel Beha Erichsen dog ikke, at kaptajnen på Viking Sky skulle være blevet i roligere vande.

- Det afhænger af skibets størrelse. Når et skib som det her krydstogtskib går ud, på trods af at der var vind på 30-35, måske helt op til 39, meter per sekund, så er det ikke uansvarligt, for det kan krydstogtskibe som det godt.

- Men det er også et område, hvor selv en kaptajn på et stort krydstogtskib tager en dyb indånding, inden han går ud i det, siger Mikkel Beha Erichsen.

479 passagerer nåede at blive evakueret fra Viking Sky, inden man fik gang i tre af motorerne og ved hjælp af slæbebåde kom i havn.

20 af de evakuerede blev bragt til hospitalet med skader. Tre af dem er ældre mennesker med alvorlige brud.