Brexit

May beklager at skulle tigge EU-lande om at udskyde Brexit

Den britiske premierminister er klar til at drøfte en udskydelse af Brexit med EU-lederne i Bruxelles.

Et flertal af briterne har stemt for, at Storbritannien skal forlade EU, og nu er det altså på tide, at medlemmerne af Underhuset lytter og tager deres ansvar alvorligt.

Det siger den britiske premierminister, Theresa May, da hun ankommer til et topmøde om Brexit i Bruxelles torsdag.

Onsdag har hun i et brev bedt EU's stats- og regeringschefer om at gå med på en udskydelse af Brexit fra 29. marts til 30. juni.

- Denne udskydelse er noget, som jeg personligt beklager, siger Theresa May.

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), er positivt stemt i forhold til en kort udsættelse af Brexit.

Men han savner en klar plan. 

- Mit udgangspunkt er at være pragmatisk. Hvis en kortere udsættelse kan medføre, at det ender lykkeligt, så har jeg en positiv grundindstilling. Men vi mangler et klart svar på, hvad den skal bruges til, siger Lars Løkke Rasmussen.

Tiden er ved at løbe ud

Udsættelsen af Brexit er nødvendig for May og Storbritanien. For tiden er ved at løbe ud. Uden anden aftale skal Storbritannien forlade EU 29. marts.

- Det afgørende er, at vi forstår, at Brexit er det britiske folks beslutning. Vi må leve op til det ønske, siger May.

Torsdag skal hun høre de øvrige stats- og regeringschefers svar på brevet, hvori hun beder om en forlængelse.

- Jeg er her for at drøfte en kort forlængelse af artikel 50 (udtrædelse af EU, red.) til slutningen af juni med stats- og regeringscheferne. En kort forlængelse vil give parlamentet tid til at tage stilling en sidste gang, siger May.

Parlament må godkende aftale

Hun fastholder, at den eneste vej frem er, at det britiske parlament må godkende den skilsmisseaftale, som to gange er blevet stemt ned i Underhuset. Aftalen blev godkendt af EU og den britiske regering i november sidste år.

Hun har sagt, at det er den eneste måde, hvorpå Storbritannien kan forlade EU på en velordnet måde.

- Jeg arbejder fortsat på at sikre, at parlamentet kan godkende en aftale, siger hun.

Fokus på det kommende EU-valg

Den østrigske kansler, Sebastian Kurz, støtter udsættelsen af Brexit, men han vil have en aftale omkring briterne og det kommende EU-valg. 

- Det er vigtigt for mig, at vi sikrer, at Storbritannien trods en udsættelse ikke kan stemme ved valget til Europa-Parlamentet. Sker det, vil det være absurd, siger Kurz ifølge Nyhedsbureauet AP.

Nærmest umenneskeligt

Hollands premierminister, Mark Rutte, mener, at det, som Theresa May skal præstere, er "nærmest umenneskeligt".

- Hun befinder sig i en ekstremt vanskelig situation. Hun er premierminister, og jeg forsøger som kollega (at forestille mig, red.) at tage hendes sko på.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne udfylde de sko. Det, hun skal præstere, er nærmest umenneskeligt, siger Mark Rutte.

Corbyn vil lave alternativ aftale

Det nærmest umenneskelige bliver ekstra speget, da den britiske oppositionsleder, Jeremy Corbyn, også er rejst til Bruxelles. For ham er planen klar: Han vil forhandle en alternativ aftale om Brexit på plads med EU.

Corbyn mener, at han kan få forhandlet sin aftale hjem inden 30. juni, hvor Brexit er blevet udsat til.

- Vi er fast besluttet på at finde en aftale, som betyder, at vi undgår et Brexit uden aftale, og at vi i fremtiden har et konstruktivt forhold til EU.

Som premierminister er Theresa May ansvarlig for forhandlingerne med EU. Derfor er det usædvanligt, at Corbyn blander sig.

- Morgenens møder har været positive, og vi har gjort, hvad jeg mener, regeringen burde gøre, siger Corbyn. 

- I stedet for at bringe aftalen, der to gange er blevet afvist, tilbage til parlamentet, så arbejder vi på at finde et konstruktivt alternativ, siger Jeremy Corbyn.

Nyt møde kan blive nødvendigt

Hvis Underhuset i det britiske parlament i næste uge for tredje gang kasserer Theresa Mays udtrædelsesaftale, skal stats- og regeringslederne tage stilling til situationen.

- Så er vi nødt til at mødes igen, siger formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, på vej ind til topmødet i Bruxelles torsdag eftermiddag.