Udland

Tredje person anholdt - politiet holder alle muligheder åbne om motiv for skyderi i Holland

Den formodede gerningsmand er anholdt og kendt af politiet. Senere er det kommet frem, at to andre personer er anholdt.

Hvad der mandag formiddag fik en mand til at skyde og dræbe tre personer og såre fem i en sporvogn i Utrecht, er fortsat et ubesvaret spørgsmål.

En formodet gerningsmand, 37-årige Gökmen Tanis, blev mandag aften anholdt efter adskillige timers menneskejagt i den hollandske by.

Myndighederne har frigivet enkelte oplysninger om den tyrkiskfødte hovedmistænkte, men offentligheden er ikke kommet tættere på et motiv for angrebet.

Et par timer efter skuddene meldte politiet ud, at man efterforskede, om der lå et terrormotiv bag. Men et halvt døgn senere er der større usikkerhed at spore.

Derudover kom det frem mandag, at politiet tidligere på dagen havde anholdt en anden person i forbindelse med ransagninger af nogle lejligheder. Hvad han mistænkes for i forbindelse med angrebet i sporvognen, har politiet ikke oplyst.

Kort efter midnat oplyste politiet i Utrecht, at en tredje person var anholdt. Hans mulige rolle i skyderiet efterforskes af politiet.

For tidligt at spekulere i motiver

Den hollandske justitsminister, Ferdinand Grabberhaus, siger til nyhedsbureauet AP, at det er for tidligt at slå fast, om angrebet er terror. Han fortæller, at den mistænkte Gökmen Tanis har en kriminel baggrund.

Lokale medier har beskrevet, hvordan han de senere år har været anklaget for flere kriminelle forhold, og at han var i retten så sent som for to uger siden.

Justitsminister Grabbermaus advarer dog om, at det er for tidligt at spekulere i motiver.

- Det er vigtigt, at der nu foregår en uafhængig efterforskning, som grundig undersøger beviserne. Ja, den mistænkte var kendt i Justitsministeriet. Han har en kriminel baggrund. Det er, hvad vi ved. Jeg kan ikke give flere detaljer, siger han ifølge AP.

37-årige Gökmen Tanis blev mandag aften anholdt. Han er mistænkt for at have dræbt tre personer i en sporvogn i Utrecht.

Tyrkisk efterretningstjeneste undersøger terrormotiv

Utrechts borgmester, Jan van Zanen, sagde i løbet af mandagen, at terror var den mest sandsynlige forklaring på skyderiet.

Hollands premierminister, Mark Rutte, har også kommenteret på motivet for angrebet.

- Det bliver efterforsket, om det har terrormotiver. Men det er meget alvorligt. Verden deler vores sorg, siger Mark Rutte ifølge AP.

Parallelt med det hollandske politis undersøgelse foregår der en efterforskning i den mistænktes hjemland, Tyrkiet.

Her undersøger den tyrkiske efterretningstjeneste, om angrebet i sporvognen i Utrecht var personlig motiveret, eller om det var en terrorhandling, oplyser landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i et tv-interview mandag.

Menneskejagt sat ind

Det var omkring klokken 10.45, at skyderiet i sporvognen begyndte tæt på 24. Oktoberpladsen. Gerningsmanden flygtede fra stedet, og en menneskejagt blev sat i gang. Imens blev skoler og moskeer evakueret, og borgerne i byen blev opfordret til at blive indenfor. Trusselsniveauet blev sat til fem - det højest mulige - mens resten af Holland befandt sig på niveau fire. 

Politiet indledte en menneskejagt på den formodede gerningsmand.

Politiet offentliggjorde et billede af Gökmen Tanis, og han blev efterlyst via Interpol.

Umiddelbart før skyderiet blev en rød Renault Clio stjålet nogle få gader derfra på Amerikalaan. Senere blev den fundet af politiet på gaden Tichelaarslaan i den nordige ende af byen. Politiet oplyste, at man arbejdede ud fra en teori om, at bilen var blevet brugt i angrebet. 

Senere i løbet af mandagen, klokken 18.30, var de lokale myndigheder midt i en pressekonference. Her fik politiets repræsentant pludselig overrakt et papir, hvorpå der stod, at Gökmen Tanis var blevet anholdt.

Det var sket i den nordlige del af Utrecht.

Som en reaktion på anholdelsen af Gökmen Tanis er trusselsniveauet i Utrecht blevet nedjusteret til kategori fire.  

Utrecht var i øverste trusselsniveau, indtil den formodede gerningsmand blev anholdt.