Udland

Teenager fængslet for at dele video fra moskéangreb

En 18-årig mand blev fængslet i retten i New Zealand. Han har angiveligt delt en live-video af masseskyderier.

En 18-årig mand er blevet fængslet i tre uger for at have delt en video fra de skyderier, der fandt sted i en moské i New Zealand.

Der er tale om en video, som den formodede gerningsmand selv skulle have optaget, mens han likviderede mænd, kvinder og børn, der var til fredagsbøn.

Den 17 minutter lange optagelse blev sendt direkte på blandt andet Facebook.

"Target acquired"

Teenageren blev søndag lokal tid fremstillet i retten. Foruden deling af videoen sigtes han for at have udsendt et billede af Al Noor-moskéen med teksten "target acquired", som er et udtryk, der bruges til at identificere et mål.

Hvert forhold har en strafferamme op til 14 års fængsel, oplyste anklageren i retten.

Dommer Stephen O'Driscoll valgte at beskytte manden med et navneforbud. Han er foreløbigt fængslet indtil 8. april. Manden må ikke løslades mod kaution, besluttede dommeren.

Det er endnu uvist, hvordan den 18-årige forholder sig til anklagerne mod sig.

Blevet delt i hele verden

De newzealandske myndigheder sagde tidligt efter angrebet, at det kunne være strafbart at dele den video, som var begyndt at cirkulere på sociale medier.

Alligevel har det vist sig svært at komme af med optagelsen, som er delt globalt.

I de blodige angreb, der fandt sted i Christchurch, som er landets næststørste by, blev 50 personer dræbt. Lige så mange er indlagt på hospitalet med skader efter angrebet.

En 28-årig mand ved navn Brenton Harrison Tarrant er varetægtsfængslet i sagen sigtet for drab. Politiet formoder, at Tarrant, der beskrives som højreekstremist, var alene om angrebet.

Tarrant skal sidde fængslet indtil 5. april, hvor en dommer skal tage stilling til, om han fortsat skal blive bag tremmer.