Udland

Sorte bokse viser "tydelige lighedspunkter" mellem Boeing-flystyrt

Data fra de sorte bokse er nu blevet analyseret.

For præcis en uge siden styrtede et passagerfly fra Ethiopian Airlines ned på vej fra Addis Ababa i Etiopien til den kenyanske hovedstad, Nairobi.

157 personer omkom.

I oktober sidste år styrtede et fly fra flyselskabet Lion Air ned kort efter, at det var lettet fra Indonesiens hovedstad, Jakarta.

189 personer omkom.

Begge fly var af typen 737 MAX 8, der produceres af den amerikanske flyproducent Boeing.

Og nu viser data fra det etiopiske flys sorte bokse, at der er "tydelige lighedspunkter" mellem flystyrtene. Det oplyser den etiopiske transportminister, Dagmawit Moges, ifølge nyhedsbureauet Reuters og AP.

Hun tilføjer, at en foreløbig rapport om styrtet offentliggøres om 30 dage.

Har ikke fløjet siden ulykke

Efter søndagens ulykke valgte flere flyselskaber at holde deres 737 MAX 8-fly på jorden.

Siden valgte den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, samt Kina, Canada og USA at suspendere alle fly.

Og tre dage efter anbefalede Boeing så selv, at flyet blev holdt på jorden, indtil omstændighederne omkring ulykken var klarlagt.  

Boeing har meddelt, at de har haft folk fra det amerikanske hovedsæde i Etiopien for at hjælpe med de tekniske undersøgelser.

- Vi står klar for at hjælpe de etiopiske myndigheder med opklaringsarbejdet og udtrykker vores største medfølelse og sympati med de efterladte, skrev Boeing.

Meget er fortsat usikkert, men en særlig software på Boeings Max-fly har haft manges fokus.

Softwaren - kaldet MCAS - er under mistanke for at have spillet en rolle i ulykkerne, da den virker ved at pege flyets næse nedad, hvis en sensor registrerer, at flyets vinkel i luften er for stejl.

Systemet er udviklet for at undgå, at flyet kommer for langt ned i hastighed og "staller". 

At "stalle" betyder, at flyet kommer så langt ned i hastighed, at det ikke længere kan svæve og derfor styrter ned.

Udsendte selv advarsel

Efter ulykken i Indonesien i 2018 udsendte Boeing selv en erklæring, hvor flyproducenten netop advarede imod, at den pågældende flytype kunne tabe højde, hvis den manuelle styring blev slået til.

Der er da også tegn på, at piloterne om bord på det etiopiske fly kort efter afgang fra Addis Ababa var klar over, at noget ikke fungerede korrekt. Før styrtet meldte piloten om vanskeligheder og bad om lov til at returnere til lufthavnen i Addis Ababa, oplyste Ethiopian Airlines' direktør søndag til Reuters.

Den amerikanske producent udviklede 737 Max 8 flyet som et topmoderne og mere energivenligt fly. Der er bygget ialt cirka 350 eksemplarer af 737 Max 8, der er fjerde generation i 737-serien.

Derfor er den også udbredt hos mange større luftfartsselskaber, heriblandt flere europæiske og amerikanske.

Blandt andet har flyselskabet Norwegian ifølge sin hjemmeside 15 fly af denne type, mens selskaber som Ryan Air, Icelandair, Turkish Airlines og TUI Airways også benytter Boeing 737 Max 8 eller har planer om det.