Udland

Netflix fjerner omdiskuterede billeder fra Susanne Bier-film

Billederne stammer fra en ulykke, der kostede 47 mennesker livet.

I januar kom det frem, at Netflix-filmen 'Bird Box', der er instrueret af danske Susanne Bier, indeholder billeder fra en voldsom togulykke i Canada i 2013.

Det gav anledning til megen kritik, men alligevel afviste streamingtjenesten at udskifte billederne. Det har dog ændret sig nu.

I en kort mail til BBC bekræfter Netflix, at det sammen med producerne er blevet besluttet, at klippene fra ulykken skal udskiftes.

- Vi er kede af den sorg, det har forårsaget i Lac-Mégantic-befolkningen, lyder det ifølge BBC i udtalelsen, der dog ikke kommer med nogen begrundelse for den nye beslutning.

Politikerne gik ind i sagen

Ulykken skete i den canadiske by Lac-Mégantic, hvor et godstog med olie kørte af sporet og eksploderede. 47 mennesker mistede livet, og størstedelen af byens centrum blev ødelagt.

Disse billeder figurerer tidligt i 'Bird Box' for at vise et apokalyptisk angreb. Men det kunne man ikke acceptere i Canada.

Derfor endte sagen på politikernes bord. Her forlangte man, at Netflix fjernede billederne og samtidig kompenserede de pårørende.

Kravet resulterede dog kun i et brev til kulturministeren for Québec, den region, hvor togulykken skete, hvor tjenesten udtrykte forståelse for befolkningens reaktion.

Vil tage flere uger

'Bird Box' er ikke den eneste Netflix-produktion, der har brugt billeder fra den canadiske togulykke. Også den canadiske-amerikanske science fiction-serie 'Travelers' har brugt dem.

Her skulle de i showets tredje sæson illustrere et atombombeangreb i London. Billederne blev dog ifølge BBC fjernet, da det blev opdaget tilbage i januar, og produktionsselskabet bag, Peacock Alley Entertainment, undskyldte til de berørte.

Der er dog ingen af de to serier, der på forhånd var klar over, hvor billederne kom fra, da de er købt af et eksternt firma. Og det kommer til at tage flere uger, før billederne også er væk fra 'Bird Box', lyder det fra Netflix.

Filmen er den mest streamede i Netflix' historie med over 45 millioner visninger den første uge.