Udland

Trump stemt ned i Senatet - USA bør ikke støtte katastrofal krig, mener Sanders

Selvom Donald Trump tabte en afstemning i Senatet, skal det i virkeligheden ses som en sejr for præsidenten, mener USA-analytiker.

Donald Trump har truet med at nedlægge veto mod resolution, der ifølge Det Hvide Hus vil svække kampen mod terror. Og vetoretten kan let komme i spil.

Et flertal i USA's senat har onsdag stemt for at indstille den amerikanske militære støtte til Saudi-Arabiens krigsførelse i Yemen.

Syv republikanere stemte for resolutionen, der går imod præsident Donald Trumps politik på området.

I alt stemte 54 senatorer for og 46 imod.

Selvom Trump tabte afstemningen i Senatet, har han tydeligvis vundet slaget om Det Republikanske Partis sjæl

Mirco Reimer-Elster, USA-analytiker

Katastrofal krig

Tilhængere af resolutionen mener, at USA's engagement i krigen i Yemen er i strid med en bestemmelse i forfatningen om, at det er Kongressen - og ikke præsidenten - der beslutter, hvornår landet går i krig, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Den amerikanske militærstøtte er ikke blevet godkendt af Senatet, som forfatningen kræver, siger den demokratiske senator Bernie Sanders ifølge nyhedsbureauet AP.

- USA bør ikke støtte en katastrofal krig ført af et brutalt regime, tilføjer Sanders, som er en af forfatterne bag resolutionen.

Den demokratiske senator Chris Murphy kommenterede USA's engagement i Yemen med følgende ord i Senatet ifølge The Washington Post:

- Vi bør ikke være med til at bombe, når FN fortæller os, at det sandsynligvis er en grov overtrædelse af menneskerettighederne. Hvis vi stemmer for denne resolution, vil en fredelig løsning blive mere sandsynlig.

Nu sendes teksten videre til Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har haft flertal siden valget i november. Her ventes resolutionen ligeledes at blive vedtaget.

Vetoret kan komme i spil

Men præsident Trump har truet med at bruge sin vetoret til at stoppe resolutionen.

Og det kan meget vel blive tilfældet ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Til TV 2 siger han:

- Præsident Donald Trump bliver sandsynligvis snart nødsaget til at bruge sin vetoret for første gang i sin præsidenttid.

En sejr til Trump

Mirco Reimer-Elster forklarer til TV 2, at gårsdagens nederlag ved afstemningen i Senatet ikke kan tolkes som andet end en sejr for præsidenten.

- Selvom Trump tabte afstemningen i Senatet, har han tydeligvis vundet slaget om Det Republikanske Partis sjæl, siger Mirco Reimer-Elster.

Forklaringen er ifølge USA-analytikeren, at det reelt kun var syv republikanske senatorer, der sammen med kammerets 47 demokrater udgjorde flertallet i spørgsmålet om USA's støtte til Saudi-Arabien og krigsmæssige engagement i Yemen.

Der er dermed fortsat 46 republikanske senatorer, der støttede Trumps Yemen-strategi eller som minimum ikke udtrykte deres skepsis eller kritiske holdning i form af deres stemmeafgivelse.

- Det er faktisk et bemærkelsesværdigt højt tal, som ikke kan udlægges som andet end en sejr for Donald Trump, omstændighederne taget i betragtning, mener Mirco Reimer-Elster.

Langvarig konflikt

Det Hvide Hus har argumenteret med, at resolutionen kan undergrave kampen mod terrorisme.

Trumps støtte til Saudi-Arabien er et af de områder, hvor han ikke ligger på linje med flertallet af Kongressen, der har ønsket en mere kontant fordømmelse af Saudi-Arabien efter sidste års drab på journalisten Jamal Khashoggi.

Saudi-Arabien kastede sig i 2015 ind i konflikten i Yemen. Saudierne er i spidsen for en regional koalition, der bekæmper de shiamuslimske houthi-oprørere fra luften.

Krigen har varet i foreløbig fire år og kostet titusinder af menneskeliv.