Udland

Spotify melder Apple til EU's konkurrencemyndigheder

Arkiv. Lionel Bonaventure / Ritzau Scanpix

Streamingtjeneste mener, at Apples App Store begrænser valgfriheden på markedet.

Den svenske musikstreamingtjeneste Spotify har anmeldt Apple til EU's konkurrencemyndigheder.

Spotify mener, at App Store begrænser valgfriheden, så iPhone på uretfærdig vis begrænser konkurrenters adgang til selskabets streamingtjeneste.

App Store er en virtuel butik udviklet af Apple til distribution af applikationer til blandt andet iPhone.

Spotify: Tvunget til at forhøje priser

Spotify, der blev lanceret året efter lanceringen af iPhone i 2007, siger, at App Store reelt fratager iPhone-brugerne valgfriheden til gavn for Apple Music, som begyndte i 2015.

- I de seneste år har Apple indført regler, som App Store med overlæg har sørget for begrænser valgfriheden og som hæmmer innovation på bekostning af brugernes oplevelse, siger Spotify i en presseerklæring.

Ifølge Spotify har Apple tvunget selskabet til at forhøje dets priser på et tidspunkt, hvor Apple selv lancerede dets musiktjeneste på samme prisniveau, som Spotify oprindeligt havde.

Spotify siger, at det uden held har forsøgt at løse problemerne ved at tage direkte kontakt til Apple. Det har nu anmodet EU-Kommissionen om at gribe ind for at sikre fair konkurrence.

Klage sendt til Magrethe Vestager

Spotify-chefen Daniel Ek skriver ifølge det norske nyhedsbureau, NTB, i et blogindlæg i det svenske magasin Digital, at Apple skal have blokeret Spotifys opdateringer i flere tilfælde og lukket selskabets app ude fra flere platforme - blandt andet Siri, Homepod og Apple Watch.

Klagen fra Spotify er sendt til EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Spotify siger, at det har 207 millioner brugere på verdensplan. Heraf er 96 millioner betalende abonnenter.

Spotify har ikke opgivet omfanget af de økonomiske skader, som selskabet mener at have lidt som følge af Apples ageren.

I 2018 omsatte Spotify for 5,3 milliarder euro, hvilket svarer til op mod 40 milliarder kroner. Apple omsatte for 262 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 1730 milliarder kroner.