Udland

Sorte bokse fundet efter styrt - øjenvidne så røg fra flyet

Øjenvidne så flyet vende om, kort før det styrtede. Han beretter om en "høj og ubehagelig lyd", før flyet ramte jorden.

Begge sorte bokse fra det Boeing-fly, der søndag styrtede ned i Etiopien med 157 mennesker om bord, er fundet.

Det oplyser det etiopiske stats-tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fundet af de sorte bokse er første skridt mod at opklare, hvorfor passagerflyet fra Ethiopian Airlines forulykkede, kort efter det havde forladt den etiopiske hovedstad, Addis Ababa.

Flyet var på vej til Nairobi i Kenya, men styrtede ned nær byen Bishoftu omkring 60 kilometer fra afgangslufthavnen.

Blandt andet skal efterforskerne forsøge at afklare, om der er en sammenhæng mellem søndagens flykatastrofe i Etiopien og et flystyrt i Indonesien i oktober sidste år. 

I begge episoder var flyet af typen Boeing 737 Max 8, og frygten er derfor, at der kan være noget systemisk galt med flytypen.

Som konsekvens har kinesiske og indonesiske myndigheder og flere luftfartsselskaber mandag valgt at holde fly af den pågældende type på jorden.

Selv afviser Boeing at udsende en ny vejledning. Ifølge flyproducenten er efterforskningen af søndagens styrt stadig på så tidligt et stadie, at der ikke er belæg for ændringer.

Øjenvidne så røg fra styrtende fly

Ethiopian Airlines-flyet styrtede ned bare seks minutter efter start, og luftfartsselskabets direktør fortalte søndag til Reuters, at piloten forinden havde meldt om vanskeligheder og bedt om lov til at returnere til lufthavnen i Addis Ababa.

Etiopiske politifolk ser til ved ulykkesstedet nær byen Bishoftu. Forrest ses resterne af en af flyets motorer.

Øjenvidnet Gebeyehu Fikadu befandt sig i bjergene tæt ved ulykkesstedet og så passagerflyet styrte ned. Han fortæller til CNN, at han så flyet nå frem til bjergene, inden det vendte rundt.

Kort efter styrtede flyet ned med et stort brag.

- Inden det styrtede, svingede flyet frem og tilbage og dykkede med en masse røg fra bagenden, og der kom også en meget høj og ubehagelig lyd, inden det ramte jorden, siger øjenvidnet til CNN.

FN mindes dræbte kolleger

Alle 149 passagerer og otte besætningsmedlemmer omkom i flystyrtet. 

Passagererne var af 35 forskellige nationaliteter, og både FN og Røde Kors har oplyst, at de har mistet medarbejdere i styrtet.

Mandag morgen markerede FN katastrofen med at holde ét minuts stilhed for ofrene i FN-kontoret i Nairobi.

FN-ansatte mindedes mandag deres omkomne kolleger.

Også i FN's europæiske hovedkvarter i Genève blev ofrene mindet med ét minuts stilhed.

- Det er en af de største katastrofer, vi har haft i mange år, fortalte den danske generaldirektør for FN-kontoret i Genève, Michael Møller, ifølge Reuters.

FN's kontor i Genève flager på halv stang efter flyulykken.