Udland

Ebola-udbrud i Congo er ude af kontrol – folk er bange for lægerne

Folk dør af den farlige sygdom, selvom der både er medicin og vacciner, der virker.

Det er organisationen Læger uden Grænser (MSF), der har offentliggjort de seneste kendsgerninger i kampen mod den smitsomme sygdom ebola i det afrikanske land.

På en pressekonference i Geneve sagde præsidenten for lægeorganisationen, Joanne Liu, at patienter og folk i risikogruppen ikke har nok tillid til lægerne. De tør ikke komme frem fra deres landsbyer. Mange af dem er døde af den grund.

Ikke nok med, at mange ikke har tillid til lægerne. Flere klinikker har været udsat for voldelige overfald, og i epicentret af udbruddet har lægerne måttet indstille deres arbejde.

BBC skriver, at arbejdet med ebola i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) altid har været vanskeligt på grund af årtiers konflikt og krige. Mange steder er der slet ikke klinikker.

Der er udbredt mistillid mellem de forskellige befolkningsgrupper – og nu altså også mistillid til lægerne, som i deres beskyttelsesdragter også kan se lidt frygtindgydende ud.

Patienterne ligger og gemmer sig

MSF siger, at forsøg på at tvinge patienterne i behandling har været uden succes. Mange af dem ligger og gemmer sig. Ingen ved, hvem de er, eller hvem de har været i kontakt med.

Det er MSFs vurdering, at i de sidste tre uger har 43 procent af ebola-tilfældene ikke haft nogen forbindelse til andre kendte tilfælde. Man kan med andre ord ikke spore oprindelsen, hvilket er vigtigt, hvis man skal kunne kontrollere sygdommen. Man er nødt til at vide, hvor og hos hvem den begynder.

MSF er klar over, at man må finde en anden vej, hvis man skal komme sygdommen til livs – ikke mere tvang, men opbygning af tillid.

Det perfekte sted at blive smittet

Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at 569 er døde af ebola siden udbruddet for syv måneder siden.

Den store epidemi i Vestafrika krævede 11.000 menneskeliv i årene 2014 - 2016.

Ebola er meget smitsom, og de første symptomer kan ligne influenza.

Ebola brød ud i byen Biroko i april. Det er en markedsby tæt på andre byer og forbundet med store floder. Det perfekte sted at sprede smitten, fordi mange mennesker mødes.

Ebola-virusset kan spores tilbage til to udbrud i 1976, hvor hundreder døde i Sydsudan nær Ebola-floden, der har givet sygdommen sit navn.

Ebola kan aldrig udryddes helt

En særlig art af flagermus er bærere af virusset, men det kan også ende i mennesker gennem kontakt med blod, organer og kropsvæsker fra andre inficerede dyr som chimpanser, antiloper, gorillaer og pindsvin.

Lægen Charlie Weller, der er vaccinechef i Wellcome Trust, siger, at man aldrig helt kan komme ebola til livs, ligesom det er umuligt at sige noget om, hvor og hvornår det næste udbrud kommer.