BLOG: Demokraternes boykot af Fox News er et mediestunt

16x9
Fox News-vært Sean Hannity taler til Trumps vælgermøde i 2016. Foto: Carlos Barria / Ritzau Scanpix

BLOG: Boykotten har stået på i femten år, men præsident Trump opfører sig helligere end Paven.

Det Demokratiske Parti meddelte igennem sin partiorganisation DNC onsdag, at tv-stationen Fox News ikke får lov til at agere vært ved en af partiets kommende præsidentkandidatdebatter.

Den grundlæggende demokratiske kritik, at tv-stationen er urimelig og ubalanceret i sin dækning, er fair langt hen ad vejen.

Ligeledes er det ikke overraskende, at Demokraterne ikke vil ”belønne” en tv-station, der i venstreorienterede kredse ofte bliver opfattet som værende et ”propagandaoutlet” for præsident Trump med høje seertal.

Gøder Demokraterne jorden?

Demokraternes talestreg; at det skulle have været en artikel i magasinet The New Yorker, der belyser det tætte forhold mellem Fox News og præsident Donald Trump, som er årsagen bag den demokratiske boykot, er til gengæld ret barokt.

Det tætte parløb mellem store dele af Fox News og Trump har været åbenlyst i flere år.

Bill Shine, en af præsident Trumps kommunikationsrådgivere, kom sidst år til Det Hvide Hus efter flere årtier hos Fox News - for bare at nævne det seneste eksempel.

Tværtimod var New Yorker-artiklen nok snarere en kærkommen mulighed for Demokraterne til at iscenesætte et mediestunt i en sag, hvor udfaldet var givet på forhånd. Det vender vi tilbage til om lidt.

Det interessante aspekt i forbindelse med boykotten er mere, at dette mediestunt kan gøde jorden for en endnu mere frontal demokratisk kritik, når debatterne mellem de to partiers præsidentkandidater skal løbe af stablen i efteråret 2020.

For hvis Fox News er så forudindtaget og urimelig, vil Demokraterne vel næppe gå med til, at en af stationens dygtige politiske journalister får lov til at moderere en debat mellem præsident Trump og hans demokratiske udfordrer næste år?

En vedvarende boykot

Det giver selvfølgelig fine overskrifter, og det er sikkert også vældig populært hos store dele af den demokratiske base, at den demokratiske ledelse går i krig mod Fox News. Men faktum er, at forholdet mellem DNC og Fox News i forvejen var ikkeeksisterende:

Det er mere end 15 år siden, at Fox News sidst fik lov til at være vært for en demokratisk præsidentkandidatdebat.

Tilbage i 2007, hvor der sidst forelå konkrete planer om en demokratisk præsidentkandidatdebat afholdt af Nevadas Demokratiske Parti og Fox News, blev debatten aflyst af delstatens Demokrater efter massiv kritik fra venstreorienterede bloggere.

Med andre ord er der ikke ligefrem tale om et nyt fænomen, og det er svært at forestille sig, at ramaskriget ikke havde været endnu større i denne omgang, hvis Demokraterne stik mod forventning havde indvilliget i at give Fox News værtskabet for et at partiets mange debatter i løbet af det næste år.

Demokraterne har nemlig tænkt sig - det rekordstore antal af præsidentkandidater taget i betragtning - at afholde ikke mindre end tolv præsidentdebatter i løbet af det næste års tid.

Boykotten er rettidig omhu

I lyset af de mange debatter er det næppe, fordi man risikerer en fuldstændig skævvridning i dækningen, hvis Fox News havde fået en af dem, at Demokraterne har valgt at boykotte tv-stationen endnu engang.

Elefanten i rummet er snarere, at afsløringen i The New Yorker ikke var dråben, som Demokraterne påstå.

Artiklen kom dog ganske belejligt, fordi det gav DNC mulighed for igen at forbigå Fox News og dermed undgå at stå i en kaotisk situation. Dette, fordi stribevis af Demokraternes præsidentkandidater af ideologiske og opportune årsager nok alligevel havde valgt at boykotte en debat hos Fox News, når nu der er så mange andre debatter både før og efter.

Udmeldingen er i øvrigt også særligt ironisk taget i betragtning af, at formanden for det demokratiske partiorgan DNC, Tom Perez, samtidig slog fast, at en central del af partiets vinderstrategi frem mod 2020 er, at ”fortsætte med at udvide vælgerbasen og at nå ud til alle vælgere”.

Dette inkluderer åbenbart ikke de millioner af mennesker, der dagligt ser Fox News.

Republikanernes hykleri

Ligeledes er det også værd at notere sig, hvor hyklerisk kritikken fra Trump og Republikanerne er i den her sag.

Under valgkampen i 2016 valgte Donald Trump at boykotte en republikansk præsidentkandidatdebat hos…lige præcis, Fox News.

Forretningsmandens begrundelse dengang? Han brød sig ikke om en af journalisterne, der skulle moderere debatten. Megyn Kelly hed hun. Hun havde været så fræk at passe sit arbejde ved tidligere at stille nogle svære og dermed ubehagelige spørgsmål til forretningsmanden.

Så lige netop præsident Trump er nok den allersidste i den her debat, der har autoriteten til at kunne påtage sig rollen som moralens vogter. Alligevel agerer præsidenten helligere end Paven.

Det samme gælder for Republikanerne.

Det er ikke kun Demokraterne, men begge USA's store politiske partier, der i nyere tid har haft en tendens til at boykotte diverse tv-stationer. Hvor Fox News er Demokraternes yndlingsboksebold, har Republikanerne tidligere boykottet CNN og NBC.

Senest skete det i opløbet til præsidentvalgkampen i 2016. Her var Republikanerne var fortørnede over, at tv-stationerne angiveligt udviste bias til fordel for Hillary Clinton ved at vise dokumentarer om den tidligere førstedame, senator og udenrigsminister samt for - gudhjælpemig! - at stille for skarpe spørgsmål til partiets præsidentkandidater.

Hannity er ikke Fox News

Ligeledes er det afslutningsvis værd at pointere, hvad Fox News er og ikke er i den her specifikke kontekst.

Mit indtryk er, at Fox News for (alt for) mange bliver defineret af stationens debatværter: Sean Hannity, Tucker Carlson, Laura Ingraham og så videre. Og selvom dette fænomen langt fra kun gør sig gældende for Fox News, virker det - i hvert fald i en dansk kontekst - mere udbredt hos dem end på andre tv-stationer såsom CNN og MSNBC.

At Fox News ikke er synonymt med Sean Hannity, burde egentlig sige sig selv, da tv-værterne Don Lemon og Joe Scarborough jo heller ikke meningsfyldt kan siges at repræsentere hele paletten hos henholdsvis CNN og MSNBC.

At der alligevel kan være en udpræget tendens til at se ovennævnte tv-personligheder som personliggørelsen af en hel tv-station, skyldes nok i høj grad, at netop dette er tiltænkt fra ledelsens side i forhold til de forskellige stationers forretningsgrundlag.

Demokraterne slipper for skarpe spørgsmål

Så selvom Chris Wallace er en af USA's mest respekterede journalister, og også Bret Baier og Martha MacCallum er dygtige værter, er nyhedsformidlingen i høj grad partisk og bliver domineret af debatværter, der leverer politisk underholdning og taler til ekkokammeret frem for at bedrive politisk journalistik.

Det ændrer dog ikke noget ved, at det jo netop ikke er Sean Hannity, Tucker Carlson eller præsident Trumps venner fra programmet ”Fox & Friends”, der skal moderere parti- og præsidentdebatterne.

Det står rigtige journalister for, og niveauet er normalt tårnhøjt - også hos Fox News, hvor det netop var Martha MacCallum, Bret Baier og Chris Wallace, der var blevet udvalgt til opgaven ved sidste valg.

Eksempelvis blev den sidste præsidentdebat mellem Hillary Clinton og Donald Trump i 2016 styret af Fox-værten Chris Wallace, og der var bred enighed om, at Wallace gjorde et fremragende stykke arbejde.

Demokraternes belejlige og forudsigelige boykot åbner dermed op for det provokerende spørgsmål, jeg stillede indledningsvis:

Hvorvidt Demokraterne med deres mediestunt mon prøver at slippe for de svære spørgsmål og gøder jorden frem mod de kommende tv-debatter med præsident Trump.