Udland

Fængslet bilboss betaler en milliard yen i kaution i Japan

Carlos Ghosn har betalt et beløb svarende til 59 millioner kroner for at blive løsladt fra fængsel i Japan.

Den tidligere bilboss Carlos Ghosn har betalt en kaution på en milliard yen, svarende til knap 59 millioner kroner.

Det oplyser en domstol i den japanske hovedstad, Tokyo.

Millionbetalingen har ført til, at den 64-årige Carlos Ghosn onsdag formiddag dansk tid er blevet løsladt fra det fængsel i Japan, hvor han siden november har siddet varetægtsfængslet og ventet på at blive stillet for en dommer.

Det oplyser både nyhedsbureauet AP og britiske BBC.

Skal blive i Japan

Den tidligere leder af alliancen bestående af Renault-Nissan-Mitsubishi Motors blev anholdt efter anklager om at snyde i skat.

Ghosn har erklæret sig uskyldig i alle anklager om, at han skulle have forfalsket finansielle oplysninger og have begået tillidsbrud.

Tidligere har retten nægtet den tidligere topboss at blive løsladt mod kaution, da man har frygtet, at han ville flygte eller ødelægge beviser.

Men tirsdag bekendtgjorde en japansk domstol, at Ghosn kunne blive sat på fri fod mod en kaution på en milliard yen.

Han må dog fortsat ikke forlade landet, og der vil blive sat overvågning op omkring hans hjem, lød det fra domstolen.

Derudover er der stadig mulighed for, at anklagemyndigheden vil fremsætte nye anklager, hvilket kan ændre situationen.

En milliard yen

Domstolen bekræfter onsdag morgen, at Ghosn har betalt kautionen på en milliard yen. Det er en af de største kautioner nogensinde i Japan.

Tidligere på dagen er en bil fra den franske ambassade ankommet til fængslet i det østlige Tokyo, hvor Ghosn, der blandt andet har fransk statsborgerskab, har været tilbageholdt i mere end 100 dage.

Her er også snesevis af journalister mødt op for at holde øje med, hvornår den tidligere bilboss vil blive løsladt.

Ghosn har udsendt en udtalelse, hvor han gentager sin uskyld, skriver nyhedsbureauet AP.

- Jeg er uskyldig og opsat på at bevise min uskyld i en retfærdig retssag mod disse udokumenterede anklager, skriver han.

Der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår Ghosn skal for retten.