Udland

For anden gang siden hiv-epidemien brød ud, er en patient blevet helbredt

Den tidligere hiv-smittede Timothy Ray Brown - kendt som Berlin-patienten - fik transplantation og en krads behandling for en kræftsygdom. Han har indtil nu været den eneste hiv-smittede, der er blevet helbredt for hiv-virus. Gerard Julien / Ritzau Scanpix

Formanden for AIDS-Fondet i Danmark fremhæver, at der er lang vej til en kur mod hiv.

Det lykkedes i 2007 med en patient i Berlin.

Siden er alle forsøg med den behandling, der for 12 år siden helbredte en patient med hiv-virus, mislykkedes. Lige indtil nu.

Fra hiv-smitte til aids

HIV er en forkortelse for human immundefekt virus. Aids er en forkortelse, der på dansk betyder erhvervet immun defekt syndrom. Aids opstår, fordi hiv har ødelagt så mange celler, at immunforsvaret ikke længere reagerer godt nok mod de mikroorganismer, som vi bærer på i kroppen eller bliver udsat for fra omgivelserne. Det dårlige immunforsvar øger risiko for nogle former for kræftsygdomme.

For forskerne har igen haft et gennembrud i hiv-behandlingen – denne gang i London, hvor en patient med hiv-virus er blevet helbredt efter at have fået en knoglemarvstransplantation i forbindelse med en kræftsygdom. Det skriver New York Times på baggrund af en artikel, der tirsdag bliver udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature.

- Dette vil give folk håb om, at helbredelse ikke er en drøm. Det er muligt, siger Annemarie Wensing, der er virolog ved University Medical Center i den hollandske by Utrecht.

Den optimisme deler formanden for AIDS-fondet i Danmark, overlæge på Hvidovre Sygehus og klinisk lektor, Gitte Kronborg, til dels, dog med et aber dabei:

- Det er et skridt på vejen, men der er ikke en kur lige på trapperne - tidshorisonten er lang, siger Gitte Kronborg til TV 2 og fremhæver, at mange hiv-smittede i dag lever et langt liv uden symptomer på sygdommen og uden bivirkninger fra medicinen, som de smittede dog skal tage resten af deres liv for at holde hiv-virussen nede.

Patienter havde kræft - og fik transplantationer

De første tilfælde af den dengang frygtede hiv-virus, der ødelægger kroppens immunforsvar og forårsager aids, blev officielt påvist 5. juni 1984. Siden er behandlingen blevet markant bedre og i en sådan grad, at smittede med den rette kombinationsbehandling – i daglig tale kaldet aids-cocktail - i dag kan leve med hiv-smitte og ikke dø af følgesygdomme på grund af aids, fordi medicinen kan holde hiv-infektionen helt i ro.

Men nu er eksperterne altså også ved at pejle sig ind på, hvordan hiv-smittede helt kan blive helbredt for hiv-virus.

I begge tilfælde fra Berlin og London har der været tale om knoglemarvstransplantationer med stamceller – og i begge tilfælde blev transplantationerne givet som led i en kræftbehandling og ikke på grund af hiv-smitte, skriver New York Times.

52-årig har været virusfri i 12 år

Den helbredte patient i London vil ikke have sit navn frem i offentligheden, men patienten skriver i en mail til New York Times, at han føler et ansvar for at hjælpe lægerne, så de kan blive klogere på, hvordan de kan hjælpe andre hiv-smittede med at blive helbredt.

- Jeg havde ikke troet, at der i min livstid ville komme en kur, skriver han blandt andet i mailen, oplyser New York Times.

Timothy Ray Brown blev diagnosticeret med hiv i 1995, da han studerede i Tyskland. Han boede på tidspunktet for sin behandling i Tyskland, men han er amerikaner og bor nu i USA.

London-patientens helbredelse vil tirsdag blive fremlagt på en konference i den amerikanske by Seattle. På den samme konference blev også den nu 52-årige Timothy Ray Brown for 12 år siden fremlagt som et medicinsk mirakel, da det var lykkedes tyske læger for første gang i historien at helbrede ham for hiv-virus.

Tæt på at dø efter behandling

Berlin-patienten blev diagnosticeret med leukæmi i 2007, og efter flere mislykkede forsøg på at slå kræften ned med kemoterapi fik han to transplantationer med knoglemarv fra en patient, der havde en mutation i et protein kaldet CCR5. Årsagen til, at man valgte en donor med netop denne mutation, hang sammen med mandens hiv-smitte.

Det skyldes - meget forenklet forklaret - at proteinet CCR5 ligger på overfladen af bestemte immunceller i kroppen. Hiv-virus bruger dette protein til at inficere cellerne, men virussen kan ikke sidde fast på den muterede version, som Berlin-patienten fik transplanteret fra en donor.

Det blev gjort med Timothy Ray Brown, og nu er der endnu en sag. Ok, så hvad nu?

Antony Fauci

Efterfølgende blev han givet meget kraftig immun-undertrykkende medicin af en slags, som ikke længere eksisterer – en behandling, der i månedsvis gav Timothy Ray Brown voldsomme komplikationer, sendte ham i koma og var ved at tage livet af ham.

London-patienten fik i maj 2016 samme transplantation, men er blevet givet immunundertrykkende medicin i mindre dosis. Han stoppede med at tage aids-cocktailen i september 2017 og er altså nu den første patient siden Berlin-patienten, hvor hiv-virus ikke er kommet tilbage i over et år.

Forskere er i tvivl om, hvad næste skridt er

På trods af, at sygdommen har været kendt i tæt på 40 år, er der stadig en lang række spørgsmål, som forskerne mangler at få svar på. Det gælder blandt andet behandlingen af hiv-smittede uden en kræftsygdom samt muligheden for genterapi, som flere virksomheder arbejder med, men som ingen har haft succes med endnu.

Det er ikke den vej, man skal gå for at behandle hiv

Gitte Kronborg

Samtidig ser behandlingen også kun ud til at virke på godt halvdelen af hiv-smittede patienter, da hiv-virus i den anden halvdel af smittetilfælde bruger et andet protein end CCR5 til at inficere kroppens celler.

Derfor er flere forskere i tvivl om, hvorvidt resultaterne er relevante for den generelle aids-behandling – det gælder blandt andet Antony Fauci, der er direktør for USA’s nationale institut for allergi og smitsomme sygdomme.

- Det blev gjort med Timothy Ray Brown, og nu er der endnu en sag. Ok, så hvad nu - hvad er næste skridt? spørger Antony Fauci retorisk.

Gitte Kronborg uddyber:

- Det, man gjorde i Berlin, og nu tilsyneladende igen har gjort med en patient, er genmanipulation. Og det er spændende. Men det er ikke den vej, man skal gå for at behandle hiv. Man kan dog måske bruge basalforskningen i forbindelse med genmanipulation til at finde en kur hen ad vejen.

Hun fremhæver, at de to tilfælde udgør særlige sammenfald af patienter med hiv-smitte og udvikling af en kræftsygdom. 

- Så der er et særligt match af sygdomme, hvor du har chancen for at prøve behandlingen af. Man kan ikke give behandlingen til hiv-smittede patienter, der ikke har de samme typer kræft.

Der er mellem 40 og 50 millioner hiv-smittede verden over – 60 procent af de smittede befinder sig i Afrika syd for Sahara. Fra 1981 til 2006 er mere end 25 millioner mennesker døde af aids.