USA sammenlægger konsulat og ambassade i Jerusalem
I Jerusalem bliver USA's konsulat mandag en del af landets ambassade. Det vækker vrede blandt palæstinensere.
USA vil mandag sammenlægge landets konsulat og ambassade i Jerusalem.
Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium i en pressemeddelelse natten til mandag dansk tid.
USA's konsulat i Jerusalem, der i årtier i praksis har fungeret som ambassade for palæstinenserne, vil således mandag blive lagt ind under den amerikanske ambassade i byen.
Vækker voldsom vrede
Beslutningen om kun at have én samlet mission i Jerusalem blev offentliggjort i oktober sidste år af den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo.
Den varslede fusion har vakt vrede blandt de palæstinensiske ledere. Beslutningen er blevet kritiseret for at være et endegyldigt tegn på, at USA ikke længere arbejder for en tostatsløsning.
Det førte således også til voldsomme sammenstød, da den amerikanske ambassade flyttede fra Tel Aviv til Jerusalem i maj sidste år.
Mindst 41 personer mistede livet, og yderligere omkring 900 personer blev såret under sammenstødene.
Et løfte fra Trump
Ambassadeflytningen var kulminationen på et forløb, der begyndte, da USA's præsident, Donald Trump, under den amerikanske præsidentvalgkamp lovede at flytte ambassaden til Jerusalem.
Den amerikanske ambassades nye adresse er kontroversiel, fordi Israel har annekteret den østlige del af Jerusalem og udråbt hele byen som landets "evige hovedstad".
Det er dog ikke anerkendt af det internationale samfund, og palæstinenserne ønsker dele af Jerusalem som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.
- Lysere fremtid
USA afviser natten til mandag dansk tid, at sammenlægning af konsulatet og ambassaden "symboliserer en ændring af USA's politik i forhold til Jerusalem, Vestbredden eller Gazastriben".
Det siger Robert Palladino, der er talsmand for udenrigsministeriet, i en pressemeddelelse.
- De specifikke grænser for Israels suverænitet i Jerusalem er et emne, som skal behandles under forhandlinger mellem parterne, siger han.
- Administrationen er fortsat fuldt ud engageret i arbejdet for at opnå en vedvarende og omfattende fred, som kan skabe en lysere fremtid for Israel og palæstinenserne.