Udland

Indien kræver pilot fra nedskudt fly udleveret

Konflikt om Kashmir kan blive hovedtema i Indiens valgkamp forud for parlamentsvalg i maj.

Indien kræver, at Pakistan udleverer en pilot fra et kampfly, som blev skudt ned onsdag under den eskalerende strid om Kashmir-regionen.

Det pakistanske informationsministerium har ifølge BBC delt en video af piloten, der er blevet optaget med bind for øjnene og blod i ansigtet efter nedskydningen.

En pakistansk minister siger ifølge Reuters, at hans land er parat til at udlevere piloten for at mindske spændingerne i regionen.

Pakistansk politi siger, at der igen torsdag blev udvekslet skudsalver i Kashmir, hvilket tvang landsbyboere til at flygte fra områder tæt på grænseområder mellem hinduer og muslimer.

Indien vil kæmpe

Indiens premierminister, Narendra Modi, siger samtidig, at hans lands fjender deltager "i en sammensværgelse, hvor de vil skabe ustabilitet gennem terrorangreb".

Modi talte torsdag til tusindvis af hindunationalister ved en videokonference i hovedstaden New Delhi, som blev lanceret som "verdens største videokonference".

Han nævnte i sin tale ikke ærkefjenden Pakistan ved navn, men erklærede, at et forenet Indien vil "kæmpe, leve, arbejde og vinde".

Mange medlemmer af Modis hindunationalistiske parti kræver mere militærmagt anvendt mod Pakistan i forbindelse med Kashmirkonflikten, hvor inderne beskylder den pakistanske regering for at træne og understøtte militante grupper.

Utilfredshed med Modi

Konflikten blev optrappet, efter en militant pro-pakistansk gruppe dræbte mindst 40 indiske soldater i Kashmir.

Indien holder valget i maj, og oppositionsledere kritiserer Modi for at føre valgkamp under den alvorlige krise med nabolandet.

Næsten 900 millioner har mulighed for at stemme ved valget, og der er stigende utilfredshed med Modi på grund af mangel på job til unge og en svag økonomi i landbruget.

Rahul Gandhi er som leder af det venstreorienterede Kongresparti den vigtigste rival til Modi, som er blevet upopulær på skattereformer, som har ramt mange handlende og ført til lukninger af fabrikker.